Privatøkonomi

Boligmarkedet har kurs mod rekord: Tempoet steg i november

Antallet af bolighandler steg i november, viser nye tal fra Boligsiden.

Foto: Thomas Borberg

Der blev trykket lidt på speederen på boligmarkedet i november. Antallet af bolighandler nåede i november 8.112, hvilket svarer til en stigning på 4 pct. sammenlignet med oktober. Dermed har boligmarkedet kurs direkte mod en rekord.

Det viser nye tal fra Boligsiden.dk.

»Det stigende boligsalg i november er tydeligt tegn på, at der skam fortsat er liv på boligmarkedet. Det er nemlig normalt, at bolighandlerne går ned i gear i efteråret, og derfor er stigningen i november bemærkelsesværdig og et tegn på, at boligmarkedet på ingen måde er gået i stå,« skriver Mira Lie Nielsen, der er boligøkonom i Nykredit, i en kommentar.

I 2020 endte det samlede antal bolighandler på 95.885, hvilket er det højeste tal registreret siden 2011, hvor Boligsiden begyndte at føre statistik på området. Fra januar til november i år er der i alt blevet handlet 95.225 boliger, og der mangler altså kun 660 handler for at nå op på samme niveau som 2020.

»2021 har været et særdeles bemærkelsesværdigt år på boligmarkedet, hvor især det første halvår markerede sig med helt ekstraordinært mange handler og kraftigt stigende boligpriser,« lyder det fra Mira Lie Nielsen.


Huse

Ejerlejligheder

Fritidshuse

Samlet

2010

30.931

9.561

4.706

45.198

2011

26.931

9.193

3.999

40.123

2012

29.849

11.343

4.966

46.158

2013

31.417

12.483

5.292

49.192

2014

34.874

15.368

5.702

55.944

2015

42.010

19.329

6.811

68.150

2016

43.334

19.945

7.323

70.602

2017

47.615

20.536

9.030

77.181

2018

48.335

18.149

8.924

75.408

2019

50.554

18.162

10.222

78.938

2020

59.037

20.989

15.859

95.885

2021, jan-nov

61.040

20.897

13.287

95.225

Boligmarkedet har dog ikke holdt det samme tempo over hele året. Siden i sommer er antallet af handler nemlig faldet.

»Men salget ligger fortsat over den aktivitet, som vi så lige op til coronapandemien. Det er dog også vigtigt at se stigningen i november i lyset af, at der i oktober var et forholdsvis stort fald i antallet af solgte boliger. Efter en god håndfuld måneder, hvor antallet af solgte boliger tydeligt har peget nedad, er aktiviteten på boligmarkedet nu ved at have fundet et nyt leje, og derfor vil vi formentlig se salget af huse og ejerlejligheder bølge lidt op og ned også i de kommende måneder,« lyder det fra Mira Lie Nielsen.

Læs også
Top job