Privatøkonomi

Købte du Solana? Kryptovalutaen er steget 13.800 pct. i år

De fire top-kryptovalutaer er alle steget heftigt i 2021, og en investering på 1.000 dollars er blevet mange gange mere værd.

De fleste opfattede Dogecoin som en joke. Men en investering i kryptovalutaen på 1.000 dollars den 1. januar er nu over 32.000 dollars værd.

Hvem skulle have troet det?

Hvis man havde købt for 1.000 dollars ”Dogecoin” - det meme med hunden som mange opfatter som en joke - den 1. januar i år, så ville investeringen være blevet til 32.142 dollars (tirsdagens lukkekurser, red.), viser en gennemgang fra CNBC.

Vi tager den lige igen på dansk: En investering på 6.500 kr. ville være blevet 211.000 kr. værd. For en kryptovaluta, der opfattes som en spøg og som blev gjort verdenskendt, da Teslas Elon Musk lavede et tweet om mønten.

Men den er god nok. En Dogecoin kostede 0,0056 dollars den 1. januar, og i går lød prisen på 0,18 dollars. En overgang var den endnu højere oppe og lå på en stigning i første halvår på 12.000 pct.

Den bedste krypto-investering blandt de fire mest kendte er i Solana eller SOL. Her kostede en mønt 1,53 dollars den 1. januar, og i går lukkede den i 181,18 dollars.

En investering i SOL på 6.500 kr. (1.000 USD) ved årets begyndelse er i dag rundt regnet 778.000 kr. værd.

Den mest kendte krypto er nok Bitcoin. Her er årets stigning mere afdæmpet, men dog på omkring 60 pct. De 1.000 dollars er blevet til 1.632 dollars.

Den sidste af de fire store er Ether eller Ethereum. Her er stigningen gennem året på respektable 400 pct. fra 730 dollars til 3.816 dollars. De 1.000 dollars er her blevet til 5.226 dollars eller 34.300 kr., skriver CNBC.

Læs også
Top job