Grundejerforeninger kan sende skatteregning videre til boligejere
Hvis grundejerforeninger skal føre penge tilbage til medlemmerne, skal det ske som en kontingentnedsættelse for at undgå skat.
En boligejer kan ikke få penge retur fra sin grundejerforening uden at betale skat. Det skyldes en lov fra 1922.
Skattefælden klapper, hvis foreningen sender penge tilbage til en eller flere af sine medlemmer.
Det fastslår revisionsselskabet, BDO. Og det understreges af en netop offentliggjort afgørelse fra Landsskatteretten.
Sagen handlede om en grundejerforening, hvor medlemmerne via kontingentet havde betalt både til foreningens løbende drift og vedligeholdelse af veje og stier i området.
Kontingentindtægterne til driften blev indsat på én bankkonto, mens den del, der skulle bruges på veje og stier, blev indsat på en anden.
Da kommunen tilbød at overtage vedligeholdelsen af veje og stier, ønskede foreningen at udbetale de penge, som stod på vejkontoen, til medlemmerne.
Den tilbagebetaling skal der betales skat af, fastslog Landsskatteretten.
Tilbagebetaling af kontingent til medlemmer er ikke sammenlignelig med forsyningsselskabers tilbagebetaling af for meget betalt a conto-beløb
Fremgangsmåden minder i høj grad om den tilbagebetaling, som man kan få fra eksempelvis fjernvarme- og elselskaber, hvis man har betalt for meget. Men det kan ikke sammenlignes ifølge Landsskatteretten.
Grundejerforeninger er selvstændige juridiske enheder. Det betyder, at medlemmerne ikke har krav på en andel af foreningens formue, når de udtræder af den. Det sker eksempelvis, når de sælger deres hus og flytter fra området.
Kontingentet til en grundejerforening er normalt en privat udgift, som medlemmerne ikke har skattefradrag for. Det udelukker altså ikke, at de kan komme til at betale skat, hvis foreningen sender penge retur.
Det skyldes, at det i en gammel skattelov fra 1922 – som stadig gælder – er bestemt, at borgerne er skattepligtige af alle former for indkomst, medmindre det positivt er bestemt, at en given indkomst er undtaget fra beskatning.
Sådan en undtagelsesregel findes ikke i dette tilfælde, mener Landsskatteretten.
Hvis der skal føres penge skattefrit tilbage til medlemmerne, kan det ske ved at sænke kontingenterne. At det er tilladt, slås fast i en afgørelse fra Skatterådet i 2017, oplyser BDO.