Privatøkonomi

Nye tal for boligmarkedet gør boligøkonom bekymret

Antallet af boliger til salg i december har nået det laveste niveau i 12 år.

Antallet af boliger til salg er på et meget lavt niveau. Foto: Thomas Borberg

Udviklingen på boligmarkedet giver igen anledning til lidt nervøse trækninger. Denne gang er bekymringen udløst af nye tal fra Boligsiden, som viser, at antallet af boliger udbudt til salg igen er faldet.

»Boligudbuddet er meget tæt på det laveste niveau nogensinde, og det er bekymrende oven på et år, hvor priserne er ræset op,« lyder det i en kommentar fra Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom i Nordea Kredit.

December-tallene viser, at køberne havde 32.956 at vælge imellem. Det svarer til et fald på 5,8 pct. i forhold til forrige måned, og det er samtidig næsten 9 pct. under niveauet på samme tidspunkt året inden.

»Nu oplever vi igen stor smittespredning med corona, skolelukninger og hjemmearbejde, og man kan frygte, at det endnu engang får interessen for at købe ejerbolig til at stige. Det er ikke yderligere prisstigning, der er brug for på boligmarkedet,« lyder det fra Lise Nytoft Bergmann.

Under den første del af coronakrisen blev den markante udvikling på boligmarkedet bl.a. tilskrevet et udbud af boliger, der var meget lavet, samt en meget høj interesse for at købe ny bolig. Det resulterede i et rekordhøjt salg og stigende priser.

I Nordea Kredit peger man på, at tallet ved årsskiftet er det laveste i de 12 år, hvor Boligsiden har ført statistik på området. Det er samtidig det næste laveste niveau i statistikkens historie. Det er kun i februar 2021, at antallet af boliger til salg var lavere, og i Nordea Kredit venter man, at antallet af boliger til salg fortsat vil have pil nedad i den kommende tid.

»Boligmarkedet er i øjeblikket spændt til det yderste mange steder i landet med et lavt udbud, mange handler og fortsatte prisstigninger fra et i forvejen højt niveau. Ingen har en interesse i, at boligmarkedet kommer ud af balance, og derfor håber vi på, at de rentestigninger, vi har set det seneste halve år, vil lægge en dæmper på interessen for at købe bolig i den kommende tid,« lyder det fra Lise Nytoft Bergmann.

Læs også
Top job