Privatøkonomi

Vilde priser: »Bestemt ikke nemt for dem, der skal i gang med en større istandsættelse«

Danskerne betaler efterhånden en høj pris på grund af den brandvarme byggesektor.

Der bygges, bygges og bygges i øjeblikket. Byggesektoren er brandvarm, og det er dyrt for de danskere, der har brug for en håndværker. Arkivfoto: Finn Frandsen

Nu begynder det at gøre ondt for alvor. Dansk Erhvervs cheføkonom Tore Stramer er i hvert fald ikke i tvivl.

»Det er bestemt ikke en nem tid i øjeblikket for de danskere, der skal i gang med et større nybyggeri eller istandsættelse,« lyder hans budskab.

Byggesektoren er brandvarm med høj aktivitet, markant stigende priser og mangel på materialer.

Et nyt prisbarometer fra søgeportalen, Håndværker.dk, bekræfter i høj grad billedet af et overophedet marked.

Regningen sendes til kunderne, konstaterer Thorsten Olsen, der er kommerciel direktør hos Håndværker.dk.

»Der udskrives højere regninger i dag end for blot et år siden. Og hvis håndværkerne desuden tager sig ekstra betalt grundet den store efterspørgsel, er det med til at gøre kundernes regninger endnu større,« siger Thorsten Olsen.

Den gennemsnitlige fakturastørrelse er på et år steget fra 18.140 kr til 20.054 kr. Det er en stigning på 10,5 pct.

Midtjylland tegner sig for den største stigning. Her er beløbene på den gennemsnitlige faktura er steget med svimlende 48,5 pct. fra 11.753 til 17.449 kr.

I Hovedstadsområdet er stigningen på 32,2 - fra 13.381 kr til 17.697 kr. Det er især virksomheder med mellem to og fem ansatte, der nyder godt af den øgede efterspørgsel. Deres fakturaer er i gennemsnit steget med 44,6 pct. fra november sidste år. I dag står der 23.041 kr. på en gennemsnitlig faktura.

»De mindste håndværkerfirmaer er de helt store vindere bedømt ud fra størrelsen på fakturaren. Meget tyder på, at de forstår at dække sig ind over for de stigende materialepriser, og at de også bruger de gode tider til fornuftigt nok at polstre deres økonomi,« mener Thorsten Olsen.

Prisbarometeret baserer sig på oplysninger fra knapt 250 firmaer i perioden november 2020 til november 2021.

Håndværker.dk er en søgeportal, der hjælper kunderne med at finde den rigtige håndværker. Portalen har over 89.000 håndværkere i sin database.

Læs også
Top job