Privatøkonomi

Boligmarkedet i 2021 overgik vildt 2020

I 2021 så vi det højeste antal bolighandler siden 2005. Coronapandemien havde stadig fat i boligmarkedet i det forgangne år, men hvad med 2022?

2021 overgik 2020 i antal solgte boliger. Foto: Jens Dresling

2021 er slut. Det er på tide at kigge tilbage på det herrens år, hvor mange troede, at afslutningen på pandemien ville tage brodden ud af et brandvarmt boligmarked. Sådan gik det som bekendt ikke helt.

Boligsiden.dk har kigget på boligsalget i 2021, og det viser en fremgang med hele fem pct., hvis vi sammenligner med 2020. Året 2020 var ellers også præget af et ekstraordinært salg af boliger.

Hvis vi kigger på de kolde tal, så er blev der i 2020 solgt 107.583 boliger i hele Danmark i 2020. Det var det højeste antal salg siden 2005, hvor der blev tinglyst 125.000 bolighandler. Men 2021 blev vildere endnu, for her blev der solgt 112.782 boliger i Danmark. Det er således en stigning på fem pct.

»Der er rigtig mange, der har handlet bolig i 2021. Særligt var salget i årets første halvdel langt højere end normalt. Siden faldt det, men lå fortsat på et højt niveau, og selv om december blev måneden med færrest bolighandler i 2021, blev der alligevel solgt væsentligt flere boliger end i samme måned i årene før 2020,« siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Sommerhussalget er det eneste der skiller sig ud. Her blev der nemlig solgt 12 pct. flere i 2020 end i 2021.

Mønstret hos Boligsiden viser, at nedlukninger af samfundet som følge af begrænsning af smittespredning har haft en effekt på boligmarkedet. Men efterhånden som året 2021 lakkede mod enden, begyndte handlerne at komme i et antal og et mønster, som mindede om det, vi så i årerne før corona.

Men hvad så med 2022?

»Vi står lige nu i en ny nedlukning, der godt nok tidsmæssigt ser ud til være kortere end den, vi så i foråret 2020 og sidste vinter, men vi har lært, at intet er givet på boligmarkedet. Derfor kan det også i 2022 udvikle sig i en anden retning, end vi forventer. Når det er sagt, er tegnene fra 2021 dog, at vi er på vej mod mere velkendte tilstande, og derfor forventer vi også, at der bliver solgt færre boliger i 2022 end i de sidste to år,« siger Birgit Daetz.

Læs også
Top job