Privatøkonomi

Sidste udkald for at få skatten i januar til at stemme

Har du ikke rettet oplysningerne i forskudsopgørelsen endnu? Eller er det længe siden du har tjekket den? Nu er det sidste chance, hvis du skal have den rigtige løn udbetalt i januar.

Skattestyrelsen opfordrer til, at man indtaster sine oplysninger i forskudsopgørelsen nu. Arkivfoto.

Hvis januarlønnen skattemæssigt skal stemme overens, så er det nu, forskudsopgørelsen skal udfyldes.

Det oplyser Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.

Danskerne har siden forskudsopgørelsen åbnede i november sidste år haft mulighed for at justere de forventede indtægter og fradrag for 2022. Ifølge Skattestyrelsen har godt 95.000 borgere endnu ikke gjort det. Sker det ikke, kan den enkeltes lønudbetaling i januar blive mindre end forventet.

»Det kan naturligvis være helt bevidst, at der ikke er indtastet et fradrag. Men skulle der være tale om en forglemmelse, er det nu, man skal til tasterne. Et manglende fradrag kan betyde, at der bliver trukket en for høj skat, og lønudbetalingen bliver lavere, end den behøver at være. Min opfordring er derfor klar: Hurtigt ind på TastSelv og få rettet forskudsopgørelsen. Det er ved at være sidste udkald,« siger underdirektør i Skattestyrelsen, Jan Møller Mikkelsen i pressemeddelelsen.

Skattestyrelsen har udsendt breve i E-boks til de 95.000 danskere, der er tale om. Men at tjekke forskudsopgørelsen igen, kan være relevant for endnu flere.

»Helt generelt siger vi, at man bør tjekke sin forskudsopgørelse, når der sker større ændringer i livet. Det kan eksempelvis være, hvis man har fået et nyt job og en anden løn i løbet af 2021, eller hvis man åbner eller lukker en virksomhed. Så hvis grundlaget for ens økonomi har ændret sig, er det nu, man skal sikre sig, at vi har de rigtige oplysninger at beregne skatten ud fra,« siger Jan Møller Mikkelsen.

Læs også
Top job