Serier

Smitte og restriktioner får danskerne til at afbestille vinterferien i stor stil

Rejseforsikringsselskaber oplever tre-fire gange så mange afbestillinger som på samme tid i 2020.

Corona rammer verden
Den meget smittefarlige omikronvariant tvinger lige nu mange danskere til at afbestille den længe ventede skiferie. Arkivfoto: Uffe Weng/Ritzau Scanpix.

Mange danskere bruger lige nu deres afbestillingsforsikring til at aflyse vinterferien på grund af omikron. En del er blevet ramt af corona, mens andre ikke kan leve op til de hurtigt skiftende lokale restriktioner.

Ikke mindst krav fra Østrig om at alle over 15 år skulle have boosterstikket samt kunne producere en negativ pcr-test selv kort efter at være blevet raske, har bekymret mange. De restriktioner fjernes nu.

»Vi har aldrig oplevet så stor brug af afbestillingsforsikring som de første uger i januar. Der er dog ingen tvivl om, at lempelserne i Østrig fra mandag d. 24. januar betyder, at flere familier kan komme af sted. Det taler for mindre pres på afbestillingerne. I den anden retning trækker stigende smitte. Mange familier vil med stor sikkerhed desværre opleve at blive berørt inden deres vinterferie,« konstaterer produktchef Eva Lindberg Vibe, If Forsikring.

I den forgangne uge har coronasmitten i Danmark sat rekord. Og torsdag meldte bl.a. If, Tryg og Alka om et uændret højt pres på telefonerne. Mange vil aflyse, andre vil sikre sig, at de kan aflyse, hvis det bliver aktuelt.

Topdanmark har i januar haft en tredobling af henvendelser fra kunder, der ikke kunne komme af sted på vinterferie.

»Indføres der nye indrejsekrav kort tid før afrejse, anbefaler vi, at man først tager fat i sin rejsearrangør, der bedst kan hjælpe med ombookning eller refusion, men får man ikke løst sagen, ser vi gerne på mulighederne for at hjælpe,« siger skadedirektør Rasmus Ruby-Johansen, Topdanmark.

Han advarer om, at hvis man har fravalgt vaccination uden en god medicinsk begrundelse, dækker forsikringen ikke nødvendigvis.

Østrig fjerner nu kravet om, at en lægeerklæring kan erstatte en negativ coronatest, hvis den stadig viser falsk positiv. Men eksempelvis Italien har stadig kravet. Og der er fortsat grupper, der kan få udfordringer i Østrig. Bl.a. dem med to stik, som blev færdigvaccineret i sommer.

»Vi får i øjeblikket rigtig mange henvendelser. Det gælder både kunder, der er blevet syge, og nogle, der måske først skal rejse om flere uger. Nu forsvinder nogle af restriktionerne i Østrig, men kunderne er fortsat usikre, og der kan komme nye restriktioner i andre lande i morgen,« siger Thomas Klærke, direktør for pris- og produktudvikling i Tryg.

Også Codan og Europæiske ERV melder om, at afbestillingsforsikringen bruges flittigt.

»Det handler primært om forsikrede, der er blevet syge, eller nyligt syge, som har bestilt skiferie,« fortæller David Kraul, Nordisk COO i Europæiske ERV.

Læs også
Top job