Mange gasfyr i de dyreste boligområder: »Det er et wakeup-call«
Priserne på naturgas er steget voldsomt, og det er langt fra sikkert, at den udvikling vil slutte her og nu.
Mange boligejere i de dyreste områder kan få sig en grim økonomisk overraskelse, hvis de vil sælge. Det er nemlig i de områder, at fyring med naturgas er mest udbredt.
Priserne på naturgas er steget voldsomt, og det er langt fra sikkert, at den udvikling vil slutte her og nu.
Det skal interesserede købere være ekstra opmærksomme på, fastslår Nykredits chefanalytiker Mira Lie Nielsen.
»Hvorvidt det kommer til at betyde noget for priserne i de områder er for tidligt at sige præcist, da det afhænger af, hvordan priserne på gas udvikler sig i den kommende tid. Men det er et wake-up call og noget, som købere af huse vil være mere opmærksomme på,« siger Mira Lie Nielsen.
Nykredit har undersøgt, hvor i Danmark fyring med naturgas er mest udbredt. Resultatet var overraskende.
»Ofte italesættes det som et provinsfænomen, at boliger langt fra fjernvarmenettet opvarmes med et gasfyr. Det er ikke et helt korrekt billede. Det er i hovedstadsområdet og i nogle af landets dyreste kommuner, at koncentrationen af gasfyr er størst,« siger Mira Lie Nielsen.
Selv i en situation, hvor gaspriserne falder tilbage, vil det får det betydning for valget af hus.
I København, Nordsjælland og Østsjælland opvarmes ca. en tredjedel af boligerne med naturgas. I Vest- og Nordjylland er andelen helt nede på henholdsvis 9 og 6 pct.
Det er meget tydeligt, at det er et sjællandsk fænomen med mange gasfyr. Dykker man lidt længere ned i kommunetal, så er det rigtig mange af hovedstadskommunerne, som har den største andel og ofte også antal af boliger med gasfyr.
»Selv i en situation, hvor gaspriserne falder tilbage, vil det får det betydning for valget af hus, og det kan derfor også godt betyde større afslag, hvis en handel skal lukkes. Man køber jo et hus for at bo i det i en længere årrække, og hvem ved, hvornår nye stigninger rammer igen,« siger Mira Lie Nielsen.
Hun har noteret sig, at de seneste måneders høje energipriser har givet stor travlhed blandt håndværkere, som skal give tilbud på og installere varmepumper eller jordvarmeanlæg hos husejere, som har oplevet markant stigende gaspriser.
»Står man og skal sælge og har et gasfyr, vil det nok også være en god idé at få indhentet et tilbud på, hvad det vil koste at få installeret i netop det hus,« mener chefanalytikeren.
Udskiftning af et gasfyr er en kostbar affære, men der findes forskellige tilskud både fra det i offentlige og private. Der er også eksempler på, at realkreditinstitutter tilbyder nye ”grønne” boliglån til at finansiere energirenoveringer til en rente på 0 pct. og uden oprettelsesomkostninger.
»Som udgangspunkt er de største friværdier at finde i hovedstadsområdet, og mit bud er, at det også er der den mest massive udskiftning af gasfyr i det kommende år vil finde sted,« siger Mira Lie Nielsen.