Privatøkonomi

Danskernes køb af udenlandske værdipapirer satte rekord i 2021

Danskerne købte udenlandske værdipapirer i 2021 som aldrig før.

Danskerne har købt udenlandske værdipapirer som aldrig før i 2021.  Foto: AP/Mark Lennihan

Danskerne hev i 2021 udenlandske værdipapirer ned fra hylderne og ind i deres porteføljer i et tempo, der ikke er set tidligere.

I det forgangne år købte private investorer samlet set udenlandske værdipapirer for 23 mia. kr., hvilket er det højeste niveau nogensinde. Det viser nye tal fra Nationalbanken.

»Det sker oven på de endog meget store køb i 2020. Købene har ikke været i den størrelsesorden siden 2004-06, hvor der var store kursstigninger på det globale aktiemarked,« skriver Nationalbanken.

I 2020 købte de private investorer samlet set udenlandske værdipapirer for 18 mia. kr. Det er ikke kun denne tidligere rekord, der er blevet slået i 2021. Private købte i det forgangne år investeringsbeviser og ETF’er for 13 mia. kr., hvilket er det højest beløb nogensinde.

»Det er mere end dobbelt så meget, som den tidligere rekord året før,« skriver Nationalbanken.

Ifølge Nationalbanken er det især tre slags ETF’er, som investorerne har føjet til deres porteføljer i 2021. Det er ETF’er, der følger det globale aktiemarked, ETF’er, der er fokuseret på grøn energi og endelig ETF’er, som følger det amerikanske S&P 500-indeks.

Ved udgangen af 2021 havde de private danskeres investeringer i udenlandske værdipapirer en samlet værdi af 194 mia. kr. 122 var placeret i aktier, 62 mia. kr. var placeret i investeringsbeviser eller ETF’er og endelig havde de 9 mia. kr. placeret i obligationer.

Ser man på, hvilke enkeltaktier i udlandet de danske privatinvestorer har placeret flest penge i, dukker Nordea op på en førsteplads med 6 mia. kr. Herefter følger Apple, hvor danskerne også har placeret i omegnen af 6 mia. kr., samt Tesla, Microsoft og Amazon.

Tesla og Microsoft har danskerne placeret 5 mia. kr. i, mens beløbet for Amazons vedkommende ligger på 3 mia. kr.

Læs også
Top job