Fortsæt til indhold

»Festen på boligmarkedet fortsætter«: Boligpriserne kravler stadig i vejret

Priserne på boligmarkedet har haft pil opad i år efter et hæsblæsende 2021.

Priserne er fortsat opad i 2022, viser tal fra Boligsiden. Foto: Peter Hove Olesen
Privatøkonomi

Boligmarkedet har rystet rentestigninger og krigen i Ukraine af sig. Priserne på huse, ejerlejligheder og sommerhuse havde alle kurs mod nord i marts, viser nye tal fra Boligsidens markedsindeks. Mens huspriserne steg med 0,9 pct., steg ejerlejligheder og sommerhuse begge med 1 pct.

»Festen på boligmarkedet fortsætter, men der er blevet skruet lidt ned for musikken,« skriver Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom i Sydbank, i en kommentar.

Med de seneste tal for marts lyder prisstigningerne på huse siden årsskiftet på 1,7 pct., for ejerlejligheder ligger tallet på 2,1 pct., mens sommerhuse er steget med 2,7 pct.

»Boligmarkedet er kommet godt fra land i 2022, selv om realkreditrenterne er steget, og krigen i Ukraine har skabt stor usikkerhed. Det skal primært forklares med danskernes store opsparing og det stærke arbejdsmarked, der giver danskerne en god ro i maven, hvad privatøkonomien angår,« skriver Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom i Nykredit, i en kommentar.

Prisstigningerne i år kommer efter et 2021, hvor huspriserne ifølge Boligsiden steg med næsten 11 pct., priserne på ejerlejligheder steg med 10,4 pct. og prisskiltet på sommerhuse steg med 15,7 pct.

I Arbejdernes Landsbank kalder man udviklingen den seneste måned »voldsomt imponerende«, men omvendt er det ifølge banken for tidligt at ånde lettet op for boligmarkedet.

»De højere renter og højere energipriser vil levere en hel del modvind til boligmarkedet over den næste lange tid. Hertil har krigen i Ukraine også medført usikkerhed om fremtiden, og det risikerer også at spille ind på købelysten på boligmarkedet,« skriver Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.

Samme toner lyder fra Nykredit, hvor man vurderer, at prisfald på både huse og ejerlejligheder i løbet af året er en realistisk mulighed. Og det vil gå hårdest ud over ejerlejligheder i de dyreste områder og markedet for sommerhuse.

»Vi forventer, at opbremsningen på boligmarkedet vil ramme bredt, og at salget af huse, ejerlejligheder og sommerhuse vil falde i de kommende måneder. Salget af ejerlejligheder og sommerhuse er normalt det mest rente- og konjunkturfølsomme, mens hussalget typisk udvikler sig relativt mere stabilt. Det vil formentlig også gælde denne gang, da boligbyrden er højest på ejerlejlighedsmarkedet, og sommerhuse er trods alt fortsat et luksusgode, som primært købes i tider hvor det økonomiske overskud er voksende,« skriver Mira Lie Nielsen, der er boligøkonom i Nykredit, i en kommentar.