Fortsæt til indhold

Dramatisk kursfald: 4 pct.-lånet kan snart åbne

Realkreditobligationerne er kommet i klemme på grund af de mange nye obligationer med forskellig rente.

Realkreditinstitutterne kunne åbne et 3,5 pct.-lån, men vil ikke af frygt for indlåsning, oplyser Nordea Kredits chefanalytiker Lise Nytoft Bergmann. Arkivfoto: Stine Bidstrup
Privatøkonomi

Kursfaldet på boligobligationerne har udviklet sig dramatisk. Der skal således kun et kursfald på 0,2 point til, før 4 pct.-lånet med 30 års afdragsfrihed kan åbne.

»Renten skal ikke stige ret meget yderligere, før kursen ville falde til under 100. Dermed vil den teoretisk være åben for udstedelse. I det nuværende marked ville jeg forvente en kurs på omkring 100,2,« siger Nordea Kredits chefanalytiker Lise Nytoft Bergmann.

Kursfaldene kan uden overdrivelse kaldes dramatiske, for realkreditinstitutterne er kommet i en alvorlig klemme.

Siden januar er der udstedt lån med 30 års afdragsfrihed med fem forskellige kuponrenter. Og et sjette lån, nemlig 3,5 pct.-lånet kunne også være aktivt. Kursen på det er nu omkring 97, men realkreditinstitutterne er bange for at udstede det.

De seneste måneders rentestigninger har været så kraftige, at nogle serier kun har været åbent i ganske kort tid, før de er blevet overhalet.
Lise Nytoft Bergmann, chefanalytiker i Nordea Kredit

De mange forskellige rentesatser er ensbetydende med små obligationsserier. Dermed er risikoen for indlåsning markant. Små obligationsserier øger risikoen for en usikker kursdannelse. Det kan ramme boligejere, der vil ud af deres lån. Stiger renten yderligere, vil de med stor sandsynlighed skulle betale overkurs.

»De seneste måneders rentestigninger har været så kraftige, at nogle serier kun har været åbent i ganske kort tid, før de er blevet overhalet af nye obligationer med højere kuponrente og højere kurs. Det har skabt små serier og dermed risiko for indlåsning,« konstaterer Lise Nytoft Bergmann.

I den 30-årige 3 pct. obligation med op til 30 afdragsfrie år har Nordea Kredit på nuværende tidspunkt kun udstedt for 353 mio. kr. Det er noget under de 2 mia. kr., som Nordea Kredit mener sikrer mod indlåsning.

»Vi gør alt, hvad vi kan, for at sikre boligejerne mod indlåsning, men vi er selvfølgelig ikke herre over renten. I stedet har vi valgt at se tiden an og kun åbne de obligationer, der er størst efterspørgsel på, så boligejerne ikke risikerer at komme unødigt i klemme,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Det er også årsagen til, at Nordea Kredit foreløbigt har beholdt det 30-årige 3,5 pct. lån med op til 30 afdragsfrie år på hylderne, selv om det med en kurs omkring 97 kunne være åbent for tilbud.

»Vi mener, at boligejerne har været bedre tjent med at optage lån i den tilsvarende 3 pct. obligation, også selv om kursen har været lidt lavere. Hvis man har planer om at beholde sit lån i mange år, betyder kurstabet ikke det store, og det må man formode at mange boligejere har,« vurderer Lise Nytoft Bergmann.

Artiklens emner
Boliglån
Realkreditinstitutter