1,5 mio. opsigelser på tre måneder: Briterne flygter fra streaming-tjenester for at spare penge
Briterne forlader i stor stil streamingtjenesterne, efter at inflationen har sendt dem på jagt på efter besparelser.
Den høje inflation begynder nu at gøre ondt på Netflix og andre streamingtjenester, der ellers havde kronede dage under coronakrisen.
En ny rapport viser, at streaming står for skud, når briterne skal finde luft i budgettet, efter at priserne på alt fra dagligvarer til varme er skudt i vejret.
I de første tre måneder af 2022 har omkring 1,5 mio. briter opsagt deres abonnement på en streamingtjeneste mod ca. 500.000 i det forgående kvartal. En tredjedel siger, at de har gjort det for at spare penge.
»Resultaterne fra undersøgelsen tyder på, at britiske hustande nu aktivt leder efter steder, hvor de kan spare,« skriver analysehuset Kantar, som står bag rapporten.
Bølgen af opsigelser kommer på et tidspunkt, hvor inflationen er løbet løbsk og gjort dagligdagen dyrere for mange mennesker. Ifølge CNN Business har briterne oplevet det største fald i deres rådighedsbeløb siden 1950’erne.
Jagten på besparelser er især gået udover tjenester som Disney+ og Discovery Plus, mens frafaldet er lidt mindre hos Netflix og Amazon Prime Video, vurderer Kantar.
Analysehuset regner med, at briterne vil fortsætte med at bruge færre penge på streaming i andet kvartal. Af de adspurgte, som planlægger at opsige en streamingtjeneste i de næste tre måneder, svarer 38 pct., at de gør det for at spare penge.
»Mange streamingtjenester oplevede en markant vækst i omsætningen, da covid var på sit højeste, men er nu kommet ned på jorden igen,« lyder det.
Investorerne virker da også til at være kommet til samme konklusion. Netflix-aktien er faldet med næsten 50 pct., siden kursen toppede i november 2021.


