For første gang i 11 år: Nyt 4 pct. lån gør "evig" afdragsfrihed 174 pct. dyrere
Primært pensionister bliver ramt af rekordhøj rente.
De, der nåede at få et lån med 30 års afdragsfrihed for blot et år siden, kan godt begynde at grine. De, der ønsker et nu, har grund til fugtige øjne.
Tirsdag blev det 619.000 kr. dyrere at låne 1 mio. kr. på blot et år. Det er et resultat af, at Nordea Kredit åbner et nyt 4 pct.-lån. Det er 10 år siden, at der senest var et 4 pct.-lån med 30 års afdragsfrihed i spil.
Bevægelsen har været der længe, og i flere realkreditinstitutter har man noteret sig, at flere vælger flekslån, når de vil have 30 års afdragsfrihed.
Det er første gang, at renten er så højt oppe på et realkreditlån med op til 30 afdragsfrie år.
»De 30-årige fastforrentede lån med op til 30 afdragsfrie år er særligt populære blandt de modne boligejere, der er et sted i deres liv, hvor de ikke længere har behov for at spare op i deres bolig,« konstaterer Lise Nytoft Bergmann.
Renterne stiger med uhyggelig hastighed. For kun 14 måneder siden var renten nede i 1 pct., og den er dermed strøget i vejret på ganske kort tid.
»Det er særligt ærgerligt for de boligejere, der nærmer sig pensionsalderen, og som havde regnet med, at afdragsfriheden ville give et solidt boost til deres budget i seniorårene. Nu er renten steget, og det har fået stor betydning for den månedlige ydelse,« siger Lise Nytoft Bergmann.
Den stigende rente gør det markant dyrere. Et 30-årigt fastforrentet lån med op til 30 afdragsfrie år på 1 mio. koster nu 2.710 kr. om måneden efter skat. Da renten var nede i 1 pct., lå den månedlige betaling til sammenligning på bare 990 kr.
Den månedlige ydelse er steget med 1.720 kr. eller 174 pct. de seneste 14 måneder.
»Den månedlige ydelse er altså steget med 1.720 kr. eller 174 pct. de seneste 14 måneder eller i runde tal, så er ydelsen næsten tre gange så høj i dag som dengang,« beregner Lise Nytoft Bergmann.
De stigende rente kan også mærkes, når man ser på, hvor meget de samlede betalinger over alle 30 år løber op i. Optager man et 30-årigt fastforrentet lån med 30 afdragsfrie år og en rente på 4 pct., vil man have lagt 2.011.000 kr., når de 30 år er gået i renter, bidrag og den endelige indfrielse af lånet.
Da renten var nede i 1 pct., var den samlede betaling på lånet på 1.392.000 kr., og det svarer til, at det er blevet 619.000 kr. dyrere at låne 1 mio. kr. afdragsfrit i 30 år.
»Dette kan mærkes i økonomien, og regningen er kommet hurtigt og brat. Den betyder, at nogle pensionister vil have mindre at gøre godt med, end de havde håbet på,« mener Lise Nytoft Bergmann.
For lånere med 1 pct.-obligationer giver 4 pct.-lånet en historisk god mulighed for at skære gæld af. Kursen på 1 pct.-lånet er helt nede i 78. Indfries det med et nyt lån, kan der altså skæres hele 22 pct. af restgælden.
Forklaringen på de voldsomme rentestigninger er høj inflation og frygten er, at den bliver endnu højere. Det betyder, at investorerne i stigende grad køber korte obligationer i forventning om større afkast.