Privatøkonomi

»Jeg kan ikke huske, at jeg har set noget så voldsomt siden 2010«: Danske aktier ramt af flash crash

Det danske aktiemarked blev mandag formiddag ramt af et voldsomt men kortvarigt dyk. Det bliver i fagsprog kaldt flash crash.

Artiklens øverste billede
De danske aktier blev mandag formiddag ramt af et flash crash. Foto: Finn Frandsen

Det danske aktiemarked blev mandag formiddag kastet ud i et ekstremt, men kortvarigt fald.

Hele morgenen har aktiemarkedet herhjemme været under pres, men omkring klokken 9.56 begyndte kurserne at styrtdykke. På kort tid gik det ledende danske aktieindeks C25 fra at være nede med 1,5 pct. til et fald på omkring 9 pct.

De øvrige børser i Norden var også ramt af lignende fald, og det samme var andre børser rundt om i Europa. Syd for grænsen var faldene dog noget mindre.

»Jeg kan ikke huske, at jeg har set noget så voldsomt siden 2010,« siger Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank.

Han henviser til det, der siden er blevet betegnet som et flash crash, som fandt sted den 6. maj 2010. Begrebet flash crash dækker over et voldsomt og hurtigt fald i kurserne. Dengang begyndte flash crashet på børsen i Chicago, hvor der bliver handlet futures, og det spredte sig hurtigt til aktiebørserne.

Faldet var på et tidspunkt så voldsomt, at aktier i store selskaber som Accenture og Proctor & Gamble blev handlet til én cent. Faldet blev først stoppet, da handlen på børsen i Chicago blev stoppet kortvarigt. Og langsomt, men sikkert, nåede aktierne tilbage på niveauet inden det store flash crash.

Og det er nogenlunde den samme reaktion, der ramte det danske aktiemarked mandag formiddag.

»Det var et flash crash, hvor en eller anden begivenhed resulterer i, at der bliver sat gang i et salg. Det kan være udløst af en fejl, og når algoritmerne ser, at noget falder, så kan der pludselig komme salg i alle aktier. Det er risikoen, når der er så mange computere involveret i handlerne,« siger Mads Zink med henvisning til, at en meget stor del af handlen med aktier i dag bliver styret af algoritmer.

Den samme forklaring på faldet kommer fra Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet.

»Hvis en større indekstung aktie falder massivt, kan det udløse mange forprogrammerede ordrer. Det mest sandsynlige er, at der er sket en fejl. Nogen har aktiveret et salg i en stor aktie eller i et indeks, som udløser en række salgsordrer. Det er ekstremt – helt ekstremt,« skriver Per Hansen i en kommentar.

Undervejs i faldet nåede flere af de største danske aktier at falde med 10 pct., og når faldene bliver så voldsomme, bliver handlen sat på pause i et stykke tid.

»Der er panik på, når sådan noget sker. Der er larm, og der er voldsomt travlt, for vi skal finde ud af, hvad der sker. Man kunne hurtigt se, der ikke lå noget bag. Der var ikke sket nogen ny udvikling i Ukraine eller noget, så markedet rettede sig hurtigt igen,« siger Mads Zink.

Efter det voldsomme fald på de amerikanske børser i foråret 2010 satte myndighederne gang i en større undersøgelse af begivenheden. I første omgang resulterede det i en rapport fra Commodity Futures Trading Comission (CFTC) og Securities And Exchange Commission (SEC), hvor der blev peget på, at én fejlagtig algoritme hos en kapitalforvalter førte til faldet.

Fem år senere dukkede endnu en forklaring på det store fald op. Her blev Navinder Singh Sarao fra London nemlig anholdt, fordi de amerikanske myndigheder mente, at han havde manipuleret markedet og dermed været medvirkende til det store fald i 2010.

Via sit selskab Nav Sarao Milking Markets havde Navinder Singh Sarao handlet kontrakter fra sit værelse i forældrenes hus i bydelen Hounslow. Det gav ham øgenavnet Hound of Hounslow. Navinder Singh Sarao erklærede sig efterfølgende skyldig i kursmanipulation, og i 2020 endte han med at modtage en straf på et år, som han skulle afsone i eget hjem.

Fra Nasdaq, der driver børsen i København, lyder det, at det ikke er sikkert, at flash crashet er udløst i Norden.

»Grunden til, at markederne faldt mere i Norden er, at markedet ikke er helt så likvidt. Så når nogle store salgsprogrammer går i gang, flytter kurserne sig mere i vores marked. Og ud fra vores informationer så virker det til, at det er et salgsprogram på tværs af Europa, og der er ikke noget, der indikerer, at det er trigget i Norden,« siger Nikolaj Kosakewitsch, der er adm. direktør for Nasdaq Copenhagen.

Hos Nasdaq har man dog noteret sig, at ét enkelt børsmedlem ser ud til at have spillet en central rolle. Medlemmet solgte, og salget fortsatte selv om markedet allerede var faldet markant, og det samme børsmedlem købte ikke, da markedet rettede sig.

»Jeg kan ikke sige, hvad årsagen er. Men det lugter ikke af, at det var noget, der blev gjorde med vilje,« siger Nikolaj Kosakewitsch.

I nogle tilfælde kan handler blive annulleret, men det bliver formentlig ikke tilfældet i forbindelse med flash crashet.

»Medlemmerne har 10 minutter til at reagere og få handlerne slettet. Vi har ikke hørt noget, så derfor lader vi handlerne stå,« siger Nikolaj Kosakewitsch.

Udover Nasdaq selv holder også Finanstilsynet herhjemme øje med markante hændelser på børsen. Herfra er det dog småt med oplysninger.

»Finanstilsynet kan ikke udtale sig om den konkrete begivenhed. Generelt kan vi oplyse, at vi altid undersøger usædvanlige hændelser og uregelmæssigheder på de danske børsmarkeder. Det gælder også for dagens hændelse,« lyder det i en kommentar fra Anders Kragnæs Balling, underdirektør for Finanstilsynets kontor for kapitalmarkedsanalyse.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.