Privatøkonomi

Aktieanalysechef: Sandsynligheden for et positivt afkast på danske aktier i år er forduftet

De danske investorer kan godt begynde at indstille sig på, at de danske aktier ikke kommer til at give et positivt afkast i år.

De danske aktier kan ikke nå at indhente det tabte i år, lyder vurderingen fra Sydbank. Foto: Finn Frandsen

Sandsynligheden for et så stort comeback, at de største danske aktier kan slutte året i plus, er blevet banket helt i bund efter de seneste dages store fald for C25-indekset.

Sådan lyder vurderingen fra Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank, efter at C25-indekset mandag nåede op på et fald på 20 pct. fra den seneste top i november. 

»Det ligner et år med negativt afkast herhjemme. Ellers skal der ske et eller andet helt dramatisk, hvor krigen i Ukraine slutter og centralbankerne dropper stramningerne, uden at de mister markedets tillid,« siger Jacob Pedersen.

Det danske C25-indeks har lige som de fleste andre aktieindeks rundt om i verden været under pres siden årsskiftet. Allerede den 10. januar var C25-indekset nede med lidt over 7 pct., og dagen inden den russiske invasion af Ukraine nåede faldet op på næsten 16 pct.

Efter invasionen rettede det danske aktieindeks sig, og frem til den 4. maj lød faldet på lige under 12 pct. Siden har pilen stort set kun peget nedad, og efter et fald på 5 pct. mandag nåede indekset altså ind i et bear market, som er defineret som et fald på mere end 20 pct. fra den seneste top.

I Sydbank venter man, at tiden med usikkerhed på aktiemarkederne vil vare ved i den kommende tid.

»De temaer, som investorerne er nervøse for, vil være de samme i den kommende tid. Men det er ikke ensbetydende med, at indekset vil falde lige så meget som den seneste halvanden måned. På aktiemarkedet plejer enhver reaktion at avle en modreaktion,« siger Jacob Pedersen.

Læs også
Top job