Flekslånere med afdragsfrihed rammes hårdere af rentestigningerne
Kombinationen af tårnhøj inflation og rentehop gør ondt på boligejerne.
Rentestigninger rammer alle boligejere, men én kategori rammes ekstra hårdt: Boligejere med afdragsfrihed.
Totalkredit er i fuld gang med en auktion over fleksobligationer, og alt tyder på en F3-rente på 1,3-1,4 pct. F5-renten ser ud til at ende omkring 1,9 pct. Dermed er fleksrenterne på rekordtid sendt 10 år tilbage.
For hver mio. kroners gæld langes der ekstraregninger ud på godt 1.300 kr. om måneden til F3- og F5-lånere med afdragsfrihed. Efter skat er regningen knap 1.000 kr.
»Man bliver ramt hårdere, hvis man har afdragsfrihed. 1.000 kr. om måneden kan mærkes i en periode med stigende priser på energi og andre varer,« siger Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank.
Betaler man afdrag, bliver man ikke ramt så hårdt på ydelsen. Den stiger kun 380 kr. efter skat for et F5-lån på 1 mio. kr. Til gengæld falder afdraget 540 kr. Det sidste mærker man ikke her og nu.
»For F5-lånerne med afdragsfrihed betyder det en merregning på 930 kr. om måneden, hvis renten ender på 1,87 pct. på fredag. De kommer fra en rente på 0,37 pct., så det er et ganske stort ekstra greb i lommen fra 1. juli, må man sige,« konstaterer Brian Friis Helmer.
Endnu tydeligere bliver det for F3-lånere, der kommer fra en rente på -0,28 pct. F3-lånerne får fastsat renten onsdag.
Denne uges auktion er en påmindelse til alle flekslånere, der skal have ny rente i de kommende måneder.
»Det er et forvarsel for andre boligejere om, hvad der kan vente i horisonten, hvis de nuværende renteniveauer står til troende,« mener Brian Friis Helmer.
Han er dog ikke bekymret for de boligejere, der har brugt deres afdragsfrihed fornuftigt. Mange bruger den for at få luft til at afdrage anden og dyrere gæld. For dem giver afdragsfrihed fortsat mening.
For at få afdragsfrihed gennemgår boligejeren en stresstest for at vurdere, hvor sårbar husstanden er over for rentestigninger. Kreditgodkendelsen afhænger af, om man kan betale et 30-årigt lån med afdrag og fast rente.