»Det har været et sløjt halvår«: Den værste aktiestart i mere end 50 år
De amerikanske aktier har haft en usædvanlig dårlig start på året, viser opgørelse.
De første seks måneder af 2022 har skrevet sig ind i historiebøgerne, når det kommer til udviklingen på det amerikanske aktiemarked. Det amerikanske aktieindeks S&P 500 er i løbet af de første seks måneder faldet med 20,6 pct.
Dermed har det ledende amerikanske indeks fået den dårligste begyndelse på året i mere end 50 år. Man skal nemlig tilbage til 1970 for at finde et første halvår med et større fald. Det viser en opgørelse, som Sampension har lavet for Finans.
»Det har været et sløjt halvår med støt faldende kurser. Jeg vil ikke sige, at der har været en følelse af panik eller kapitulation. Det er i stedet langsomt gået op for flere og flere, at der er problemer,« siger Philip Jagd, der er aktiechef i Sampension.
Det er ikke kun, når man ser på udviklingen i et halvår, at de seneste seks måneder har været usædvanlige. Ser man på et rullende afkast over en periode på seks måneder, er der kun otte periode, hvor faldet har været på niveau med eller værre end de seneste seks måneder. De perioder finder man i 2008, 2002, 1987, 1970, 1962 og 1946.
Hvis man skal pege på noget positivt i den nuværende situation, så er det, at opgørelsen fra Sampension viser, at der faktisk ikke er nogen sammenhæng mellem udviklingen i første halvdel af året og de efterfølgende seks måneder.
»Det, man kan sige, er, at der i gennemsnit er meget lille sammenhæng imellem afkast i første halvår og det, der så kommer i andet halvår. Men hvis man zoomer ind på de halvår, hvor afkastet har været lige så dårligt som nu, har der faktisk ikke været nogen efterfølgende negative halvårs afkast. Det giver lidt håb,« siger Philip Jagd.
En anden ting, der giver håb for udviklingen på aktiemarkedet i den kommende tid, er den nuværende værdisætning på aktiemarkedet, lyder det fra Philip Jagd. Der er nemlig aldrig været et negativt afkast på to års sigt, når man ser på startpunkter med en værdisætning som den aktuelle.
Udfordringen er dog den aktuelle stemning blandt investorerne.
»Der er noget i den måde store dele af investeringsverden er indrettet med bl.a. risikostyring og aflønning, der skaber et kortsigtet fokus. Det betyder, at mange i øjeblikket er tilbøjelige til at være forsigtige, ligesom folk sidste år jagtede nye kursstigninger trods absurd prissætning,« siger Philip Jagd.
Det skaber en selvforstærkende effekt, hvor negative afkast skaber nye negative afkast og en negativ stemning blandt investorerne.
»Og lige nu får jeg så mange mails i min indbakke, at jeg ikke kan huske, hvornår det sidst er sket. Der er stort set ikke andet i indbakken end snak om recession. Skiftet i investorstemning er ret vildt,« siger Philip Jagd.
Han sammenligner situationen med folk, der er gået i biografen for at se en gyserfilm. De venter bare på, at monsteret kommer. Og monsteret er i denne forbindelse en recession.
»Positive data såsom regnskaber kan vende udviklingen. Men der kan også ske det, at de, der frygter en recession, vil afskrive de gode data og sige, at de dårlige tal bare kommer i næste kvartal. Så reelt er det bedste, der kan ske måske, at vi skal have væsentligt svagere nøgletal med et kort washout i kurserne, så folk kan begynde at spekulere i, at vi har nået bunden,« siger Philip Jagd.


