Nye tunge fald på aktiemarkedet i USA
De amerikanske aktier faldt tirsdag tungt tilbage. Især teknologiaktierne trak ned.
Amerikanske aktier sættes igen under pres på grund af skuffende forbrugertillid og udsigten til en mulig recession.
De toneangivende indeks på New York Stock Exchange på Wall Street i New York lå i plus, men faldt tirsdag aften dansk tid.
Det teknologitunge Nasdaq-indeks skrumpede 3,0 pct. S&P 500-indekset faldt 2,0 pct., og Dow Jones-indekset blev noteret for en tilbagegang på 1,6 pct., da aktiemarkedet lukkede.
Det startede ellers positivt med nyheden om, at Kina lempede på nogle af sine coronarestriktioner ved at halvere karantæneperioden for rejsende, som kommer til landet.
Senere på dagen blev der imidlertid præsenteret skuffende tal for forbrugertilliden i USA. Forbrugertilliden falder mere end ventet, og investorerne benyttede det som en lejlighed til at handle aktierne ned.
Apple trak mest ned i markedet med et minus på 3,0 pct., mens it-kollegaen Microsoft mistede 3,2 pct.
Alphabet smed 3,3 pct. og Meta Platforms 5,2 pct.
Den amerikanske forbrugertillid overraskede negativt i juni ved at falde til 98,7 fra 103,2 måneden før, viste tal fra det amerikanske Conference Board tirsdag ifølge MarketWire. Estimatet pegede på et fald til 100,0.
"Den lave forbrugertillid er desværre et forvarsel om, at forbrugerne vil holde mere igen med forbruget i den kommende tid. Det er dårligt nyt for den amerikanske økonomi, hvor forbrugerne er den helt store vækstmotor, som trækker størstedelen af væksten," skriver Sydbanks seniorøkonom Kim Blindbæk i en kommentar til MarketWire.
Der er desuden fortsat udsigt til en strammere pengepolitik i USA.
Den 16. juni iværksatte Federal Reserve en renteforhøjelse på 0,75 pct.-point for at tøjle den stadigt stigende inflation. Det var årets tredje, og renten er nu samlet i 2022 blevet løftet med 1,50 pct.point. Og mere er på vej.
Centralbankens formand, Jerome Powell, har allerede indikeret, at et løft på 50-75 basispoint er "mest sandsynligt" igen i juli. Tirsdag bakkede John Williams, direktør for New York-afdelingen hos den amerikanske centralbank, op om sin formands vurdering.
I C25-indekset var stemningen tirsdag ligeledes trykket. Indekset faldt samlet 1,1 pct. til 1609,08.
Globale aktieindeks er fortsat nede med mere end 20 pct. siden årets start. Mange underindeks er nede med langt mere og mange enkeltaktier har tabt mere end halvdelen af deres værdi.