Privatøkonomi

Chef hos verdens største kapitalforvalter med dyster advarsel: Derfor vil aktierne falde 20-25 pct. mere i år

Nigel Bolton, der er chef for kapitalforvalteren Blackrocks europæiske aktieaktiviteter, advarer om, at analytikerne har for høje forventninger til virksomhedernes indtjening, og det kan medføre et yderligere aktiefald på op mod 25 pct. i 2022.

Artiklens øverste billede
Blackrock, der er verdens største kapitalforvalter, advarer om nye aktiefald forude. Arkivfoto: (AP Photo/Mark Lennihan)

Nervøsiteten har det seneste år taget om sig på aktiemarkedet, hvor det toneangivende S&P 500-indeks i USA er nede med næsten 20 pct. i år og i dag befinder sig i et ”bear-marked” med en udbredt negativitet.

På det seneste har aktiekurserne været stabile. Men nedturen er slet ikke slut endnu, påpeger Nigel Bolton, chef for europæiske aktieaktiviteter i Blackrock, der er verdens største investor. Han mener, at markedet kan falde 20-25 pct. mere fra de nuværende niveauer allerede i løbet af i år.

Markederne har ifølge investoren nærmest ikke indregnet en nedgang i virksomhedernes indtjeningstal - og indtil videre er det næsten alene de stigende renter, der har medvirket til de massive kursfald siden årsskiftet.

»Hvis vi ender med recession - og risikoen for det er steget betragteligt de seneste måneder - vil markederne tage et nøk længere ned, fordi et fald i indtjeningen ikke et indregnet i kurserne,« siger Nigel Bolton til Finans.

Frygten for en recession er vokset, mens verdens centralbanker forsøger at tæmme den tårnhøje inflation med hårde pengepolitiske stramninger og renteforhøjelser. Manøvren er en linedans, og i værste tilfælde ender de med at kvæle væksten i sådan en grad, at det medfører en recession.

Mens en betragtelig del af aktørerne i markedet anser det for at være det mest sandsynlige scenarie i 2022 eller 2023, har analytikernes estimater for virksomhedernes indtjening ikke taget synderligt beskik af den fare.

Nigel Bolton er chef for Blackrocks aktieaktiviteter i Europa. Foto: Blackrock

Til Nigel Boltons forbavselse er Wall Street-analytikernes estimater for indtjeningsvæksten i år steget. Forventningerne lød i starten af året på 8,6 pct., men i slutningen af juni var tallet steget til 10,6 pct. for 2022.

»Estimaterne for resten af året og især 2023 er alt for optimistiske, hvis vi ender i en recession. Alt efter, hvor hård den bliver, vil indtjeningen tage et fald på ca. 15-30 pct.,« siger Nigel Bolton og føjer til, at analytikernes indtjeningsforventninger til forveksling ligner virksomhedernes egne.

Nigel Bolton mener, at stigende omkostninger som følge af inflations- og renteudviklingen kombineret med dalende efterspørgsel nok vil skinne igennem i virksomhedernes indtjeningstal over de næste par måneder.

Snart skydes regnskabssæsonen for 2. kvartal i gang, og i den forbindelse venter Black Rock-investoren, at bekymringerne vedrørende indtjeningen resten af året og ind i 2023 så småt begynder at vise sig.

Spørgsmålet er i sidste ende, hvilken slags recession der vil blive tale om.

Folk tænker, at 3.000 virker for pessimistisk i forhold til i dag, men det vil kun bringe indekset tilbage til niveauet lige før covid-19.

Nigel Bolton, chef for europæiske aktieaktiviteter i Blackrock

»Nogen skelner måske mod den globale finanskrise i 2008 og tænker, at vi vil se en lignende ”model”. Men det var ikke en normal recession – i stedet var den skabt af en ubalance, som vi forhåbentligt kun får at se én gang. Jeg tror, at vi får en recession lignende den i starten af 2000’erne, hvor værdiansættelserne var høje, og indtjeningen faldt,« siger Nigel Bolton.

Han henviser til, at Shillers P/E (aktiekurserne i forhold til indtjening, red.) i S&P 500 i starten af året var tæt på at slå rekorden fra it-boblen målt ud fra virksomhedernes gennemsnitlige indtjening over de seneste 10 år.

»Det er utroligt, at vi har haft de niveauer. Mens Shillers P/E i starten af året lå på 35, er den i dag lidt under 30. Hvis man ser nedgangen i 2000-2003, røg den ned under 21. Så der er stadig en del igen, hvis man tror, at vi får den samme situation som dengang,« understreger Nigel Bolton.

Gennemsnitsniveauet for de amerikanske aktiers Shillers P/E er 24.

»Hvis man ser på Shillers P/E, og de amerikanske aktier skal ned på det 10-årige gennemsnitsniveau, kræver det, at S&P 500 falder til 3.000. Så der er måske en stor nedgang i vente fra, hvor vi er nu. Hvis P/E’en skal være den samme som i bear-markedet i 2003, skal det ned i 2.500.«

Eftersom S&P 500 i dag har en kurs på cirka 3.900, advarer Nigel Bolton om, at indekset kan falde op mod 35 pct. fra dets nuværende niveau.

»Folk tænker, at 3.000 virker for pessimistisk i forhold til i dag, men det vil kun bringe indekset tilbage til niveauet lige før covid-19,« fortæller han.

Nigel Bolton bemærker, at de europæiske aktiekurser målt i forhold til indtjeningen ikke er strøget til vejrs på samme måde. Lige nu er den i omegnen af 17,5, mens gennemsnittet er 17. I 2003 var lavpunktet 14.

USA er ifølge ham mere udsat, da landet har været præget af en ekstra lempelig finans- og pengepolitisk stimulus, som har øget mængden af penge i samfundet voldsomt og medvirket til enorme aktiestigninger.

Pengemængden i den amerikanske økonomi er de seneste to år steget med 43 pct., og i stedet for at strømme ind i banksektoren som under finanskrisen er en stor del af likviditeten ifølge Bolton landet på ”Main Street” via de checks, som USA’s regering har sendt ud til befolkningen.

»Nu aftager den monetære stimulus. Fed og de andre centralbanker går fra kvantitative lempelser over i kvantitative stramninger, hvilket har en indflydelse på efterspørgslen og aktivpriserne. Så der er modvind til samtlige aktivmarkeder – ikke bare aktierne,« siger Nigel Bolton.

Med et fald på op mod 24 pct. siden kursrekorden i starten af året, er S&P 500 fortsat inde i et bear-marked – og ifølge Nigel Bolton vil det nok vare en god rum tid endnu. Han sammenligner igen situationen med den under it-boblen. Dengang varede markedsnegativiteten i over 2,5 år.

»Til gengæld er markederne er langt mere effektive i dag i forhold til dengang. Hastigheden er steget, og investorerne har adgang til bedre data om både inflation og andre økonomiske trends. Så markederne bevæger sig langt hurtigere og justerer til de nye regimer,« siger han.

Nigel Bolton forventer, at aktiemarkedet i slutningen af året vil være mere fornuftigt prissat, og inflations- og renteforventningerne falder, mens også investorernes forventninger til indtjeningen er justeret.

Vi kommer til at være i et mere volatilt regime ikke bare i 6-12 måneder, men sandsynligvis 5-10 år, hvor centralbankerne vil forsøge at skabe en balance mellem vækst og inflation via pengepolitik.

Nigel Bolton, chef for europæiske aktieaktiviteter i Blackrock

Hvis alt går vel, vil markedet i slutningen af året have indregnet et fald i indtjeningen i 2023 og se frem mod en mere moderat indtjening i 2024. Før det er sket, er det ifølge Nigel Bolton svært for markederne at hele.

»Så kan markedet finde en base, som det kan bevæge sig op fra,« siger han og fremhæver, at markedet fortsat risikerer at blive præget af uro.

Nigel Bolton konstaterer, at USA og de mest vækstprægede dele af aktiemarkedet vil være særligt udsatte i forhold til en justering af værdiansættelserne. På den anden side mener han ikke, at Europa, Emerging Markets (EM) og Japan er i en boble på samme måde.

»Så de dele af markedet er allerede interessante, da de har en masse value- og højudbytteaktier. Det samme er tilfældet i visse dele af det amerikanske aktiemarked,« siger Blackrock-investoren og tilføjer:

»Mit råd til investorerne er, at de ikke skal gå i panik. Tænk på balancen i din portefølje – for vi kommer til at være i et mere volatilt regime ikke bare i 6-12 måneder, men sandsynligvis 5-10 år, hvor centralbankerne vil forsøge at skabe en balance mellem vækst og inflation via pengepolitik.«

Nigel Bolton tror til gengæld, at man stadig bør være investeret i aktier.

»Men det er nødvendigt at have en anden form for portefølje, end den mange investorer har haft de seneste 10 år, hvor faldene renter har gjort vækst- og momentumaktier attraktive. Nu skal de balanceres med value- og udbytteaktier – og måske lidt vækst. Porteføljerne skal diversificeres.«

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.