F1-lånet taber terræn - og det bliver værre
F5-lånet er igen på vej til at blive billigste flekslån.
Hvis man overvejer et F1-lån, er det måske en god idé at optage det nu. F1-renterne er på vej op, og det er slet ikke slut.
Langt fra.
Den månedlige ydelse på et F1-lån på 1 mio. kr. er 3.854 kr. efter skat. Et tilsvarende F5-lån koster kun 80 kr. mere.
I de gode gamle rentedage, hvor alt var vendt på hovedet med negative renter, var F5-lånet billigere end et F1-lån. Det skyldes i høj grad, at bidragssatserne for F1- og F3-lån blev pustet i vejret. Samtidig bliver F1-lånet ramt af den såkaldte kursskæring på 0,3 point hvert år.
Kursskæring er det samme som en ekstra rente.
Og mere dårligt nyt er på vej. Renterne på flekslån er faldet de seneste uger, men F1-renten er faldet relativt mindre end de øvrige flekslån. Renten er stadig lige under 1 pct., og det har den været et stykke tid. F5-renten er faldet fra 2,5 pct. til nu 1,8 i nogenlunde samme periode.
F1-lånets værste fjende er centralbankerne, og de har ladt rentevåbnet.
»Der er ikke den store tvivl om, at centralbankerne kommer til at sætte styringsrenterne yderligere op i den kommende tid, og det vil ramme F1-renten direkte,« siger Realkredit Danmarks cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig.
Boliglån med kortest tid mellem rentetilpasningerne rammes direkte af centralbankernes beslutninger - nærmest én til én. F1-renten er stadig noget lavere end både F3 og F5.
»Men det er klart, at de stigende vækstbekymringer i første omgang trækker renten mere ned på lån med længere rentebinding end lån med helt kort rentebinding,« fastslår Christian Hilligsøe Heinig.