Ugens aktie: Tivoli-aktien spejler det københavnske ejendomsmarked
Tivoli er en specialitet på det danske aktiemarked. Investeringscasen dækker dels over en normal forretningsdrift, dels over et meget kostbart aktiv – nemlig fast ejendom i det centrale København. Det sidste har holdt hånden under aktien i perioden med corona, der har ramt selskabet hårdt, og som det endnu lider under, selv om der ser ud til at være overskud igen.
Georg Carstensen skabte Tivoli efter inspiration fra forlystelsesparker, han havde set i udlandet. Og sådan har den danske park fremstået lige siden: Det er i Tivoli, at strømninger i den globale underholdningsindustri går i symbiose med en bred, folkelig, dansk kultur.
Fortællingen har nu holdt i 179 år, og der er kun blevet lagt yderligere lag til den med sommerens to store arrangementer i relation til Tour de France. Det er i dag svært at forestille sig hovedstaden uden den gamle have i midten.
Men helt umuligt er det tydeligvis ikke. Et kig på kursgrafen for Tivoli-aktien i perioden med corona viser, at investorer har et nøgternt forhold til, hvad der ville ske, hvis haven lukkede.


