Gamle skattesager genoptages: Ekstra regninger på vej for forældrekøb
Der er igen skabt usikkerhed om forældrekøb. Skattemyndighederne har i stor stil genoptaget gamle familieoverdragelser. Det har medført store regninger til de voksne børn, der har købt lejligheden tilbage fra forældrene.
Frem til de nye vurderinger kommer, kan barnet købe lejligheden af forældrene til 15 pct. over eller under den offentlige vurdering. Når de nye vurderinger kommer, er det slut. Så skal den unge som minimum betale den reelle købspris fratrukket 20 pct.
Det har sat turbo på familieoverdragelserne, og i den forbindelse er der dukket et nyt problem op, konstaterer indehaveren af revisionsselskabet PrivatRevision, Christian Bækmark.
Skattestyrelsen er pludselig begyndt at hive fat i familieoverdragelser foretaget i 2019 og 2020.
»Før marts 2019 og frem til omkring juli 2021 kunne vi ikke få bindende svar om forældres brug af 15 pct.-reglen ved salg til deres børn. Efter nogen tid lukkede man også for besvarelse via gaveanmeldelse. Derfor måtte vi overdrage uden at spørge først. Nogle indsatte et skatteforbehold. Andre gjorde ikke,« konstaterer Christian Bækmark.
Baggrunden for Skats beslutning er en afgørelse fra Skatterådet sidste år. Den gav myndighederne mulighed for at anlægge en grænse på tre år og ni måneder for forældrenes ejerskab.
Det betyder som udgangspunkt, at forældrene skal eje lejligheden i mindst tre år og ni måneder, før de kan sælge til de voksne børn efter de gældende regler. Men det er en tolkning, reglerne er slet ikke klare, fastslår Christian Bækmark.
»Denne medvind har Skattestyrelsen taget bestik af og er nu i fuld gang med at genoptage værdiansættelsen af de familieoverdragelser, som forældre i god tro har gennemført i 2019 og 2020,« siger han.
Det er ikke småpenge, det drejer sig om. Christian Bækmark fremhæver disse to eksempler:
- En mor købte i februar 2018 en lejlighed for 2.150.000 kr. I juni 2021 solgte hun den til datteren efter 15 pct.-reglen til 850.000 kr. Det var på det tidspunkt ikke i strid med retspraksis. Efter Skatterådets beslutning om at bruge en tre år og ni mdr. grænse i 2021, har Skattestyrelsen genoptaget datterens skatteansættelse og gavebeskattet hende af moderens købspris fratrukket de 850.000 kr. Forskellen er 1,3 mio. kr. og det udløste en gaveafgift til datteren på 195.000 kr.
- Et andet eksempel. En far købte en lejlighed i marts 2017 til 4,7 mio. kr. I oktober 2020 købte sønnen den for 2,3 mio. kr. - helt efter 15 pct.-reglen. Dermed står faderen som ejer i tre år og seks måneder. I foråret 2022 genoptog Skattestyrelsen sagen. Det udløste en regning til sønnen på 405.000 kr. i gaveafgift. Også her mente styrelsen, at forskellen mellem den reelle salgspris og prisen efter 15 pct.-reglen var en gave.
Usikkerheden om reglerne er nu så stor, at Christian Bækmark forventer et hav af sager de kommende år.





