Fortsæt til indhold

Disse boligejere kan nu fjerne en tredjedel af gælden

Renten på de 30-årige boliglån med fast rente er blevet fordoblet på kun en måned.

100.000 boligejere har i år omlagt deres lån og hugget store lunser af restgælden. 11 lån er oplagte at konvertere nu. Arkivfoto: Michael Hansen
Privatøkonomi

Renterne er steget så voldsomt, at boligejere med hele fem forskellige låntyper kan skære op mod en tredjedel af deres restgæld ved at indfri deres lån.

Der er tale om både lån med og uden afdrag. Størst gevinst får de, der har et 1 pct.-lån med 30 års afdragsfrihed. De kan indfri det til kurs 66 i øjeblikket, så restgælden kommer ned omkring 660.000 kr. Dermed har de slået 340.000 kr. af deres restgæld på et lån, som de optog for at være sikker på 30 år med afdragsfrihed!

I alt 11 lån kan indfries med en besparelse på 20 pct. eller derover. Det er usædvanligt, at 20-årige lån er konverteringsmodne i større stil, men aktuelt kan både 0,5- og 1 pct.-lånet indfries til en kurs omkring 80.

Mange boligejere med fastforrentede lån med lav rente konverterer i øjeblikket lånet for at barbere af restgælden. Næsten 100.000 boligejere har foreløbig konverteret lånet i 2022.

»Den nyeste rentestigning vil blot skubbe mere til den bevægelse. På den anden side er det blevet dyrere at låne ekstra i boligen, hvis man står med behovet for et tillægslån,« konstaterer Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

På det seneste har 5 pct.-lånet for alvor fået comeback. Med en kurs tæt på 100 er det oplagt at bruge, hvis man vil konvertere lodret - altså indfri sit gamle lån med lav rente.

Kurserne svinger dog så meget i øjeblikket, at der ikke er nogen garantier for, at de høje renter bliver hængende længe.

For blot en måned siden var kursen på et 2,5 pct.-lån så høj, at det var oplagt at bruge ved et boligkøb. På den korte periode er renten dermed blevet fordoblet.

Kun boligejere, der sidder med lån med lav rente, har noget at glæde sig over. Helt anderledes ser det ud for dem, der vil købe bolig. På halvandet år er renten steget fra 0,5 til nu 5 pct. Dermed er det blevet langt sværere at blive kreditgodkendt til drømmeboligen.

I den finansielle sektor vurderer man, at priserne vil falde helt op til 15 pct. i de kommende måneder.