Dyster spådom: Europas energikrise er kun lige begyndt
Europa kan stå foran flere vintre med tårnhøje energipriser, og det kan blive nødvendigt at rationere, siger topchefen for et af verdens største olieselskaber. Minister er også bekymret.
De høje energipriser kan hjemsøge Europa i flere år, og det er ønsketænkning at tro, at problemerne snart driver over.
Sådan lyder det dystre spådom fra topchefen i Royal Dutch Shell, som er et af verdens største olieselskaber.
»Det kan meget vel være, at vi skal igennem flere vintre, hvor vi på en eller anden måde bliver nødt til at finde løsninger gennem effektivitetsbesparelser, rationering og en meget, meget hurtig udbygning af alternativer,« siger Ben van Beurden ifølge Financial Times.
»At det her kommer til at blive let eller stoppe er en fantasi, som jeg mener, at vi skal lægge til siden,« advarer han.
Samme melding lyder fra den belgiske energiminister, Tinne Van der Straeten.
»De næste 5 til 10 vintre bliver forfærdelige, hvis ikke der bliver gjort noget,« skriver hun på Twitter.
Energipriserne er skudt i vejret, efter at Rusland invaderede Ukraine i slutningen af februar.
Ifølge BBC fik Europa 40 pct. af sin gas fra Rusland i 2021. Efter krigen brød har Rusland imidlertid skruet ned for leverancerne som modsvar på de økonomiske sanktioner fra EU.
Naturgas bruges til at fremstille elektricitet, og derfor er elprisen steget voldsomt i takt med, at gassen er blevet mere knap.
Det europæiske elmarked er desuden skruet sammen på en måde, hvor priserne på naturgas og el følger hinanden, selv hvis elektriciteten er fremstillet ved hjælp af andre energikilder som eksempelvis vind.
EU-Kommissionen vil nu overveje om mekanismen skal laves om, så Rusland ikke længere er i stand til at drive prisen på elektricitet op ved at skrue ned for forsyningen af gas.
EU forsøger for tiden at gøre sig uafhængig af russisk energi. Fra december 2022 bliver der indført embargo mod at importere russisk råolie, og fra februar 2023 bliver det også forbudt at købe raffineret olie som benzin og diesel fra Rusland.
Der er ikke indført restriktioner på at importere russisk gas til Europa.



