»Boligmarkedet er kommet i strid modvind«: Her er udviklingen gået hurtigst
Det er særligt i én del af landet, at antallet af boliger til salg er steget markant.
Håndbremsen er blevet trukket på boligmarkedet, og i særligt én del af landet har det været med en sådan kraft, at antallet af til salg-skilte bare vokser og vokser for tiden. Det viser nye tal fra Boligsiden.
»Boligmarkedet er kommet i strid modvind. Renten er steget kraftigt, og inflationen er oppe på det højeste niveau i næsten 40 år. Det giver førstegangskøberne sværere vilkår, og det rammer hårdt de dyre steder i landet og herunder særligt i Region Hovedstaden, som har de højeste priser i landet,« skriver Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom i Nordea Kredit, i en kommentar.
Tallene fra Boligsiden viser, at antallet af udbudte villaer og rækkehuse i Region Hovedstaden den seneste måned er steget med 8,7 pct. til 4.613.
| Antal villaer og rækkehuse til salg | Ændring på månedsbasis (pct.) | Ændring på årsbasis (pct.) | |
|---|---|---|---|
| Hele landet | 28.727 | 3,8 | 18,6 |
| Region Hovedstaden | 4.613 | 8,7 | 68,4 |
| Region Midtjylland | 7.508 | 3,2 | 13,1 |
| Region Nordjylland | 4.581 | 1,6 | 4,4 |
| Region Sjælland | 5.071 | 4,1 | 27,3 |
| Region Syddanmark | 6.954 | 2,4 | 7,4 |
Det er den højeste stigningstakst, når man ser på de forskellige regioner i Danmark. Og med den seneste måneds udvikling er antallet af til salg-skilte i og omkring hovedstaden for denne type bolig steget med lidt over 68 pct. på årsbasis.
Udviklingen er også blevet bemærket i Nykredit, der er landets største realkreditinstitut.
»I de dyreste områder var boligudbuddet flere steder historisk lavt for et år siden, men det er også der, hvor budgettet hos boligkøberne i forvejen ofte har været presset til det yderste, og når så renterne stiger, falder mange fra,« skriver Mira Lie Nielsen, der er boligøkonom i Nykredit, i en kommentar.
Det er ikke kun på markedet for villaer og rækkehuse i og omkring hovedstaden, at til salg-skiltene pibler frem i et højere tempo end i resten af Danmark.
| Antal ejerlejligheder til salg | Ændring på månedsbasis (pct.) | Ændring på årsbasis (pct.) | |
|---|---|---|---|
| Hele landet | 7.939 | 4 | 36,5 |
| Region Hovedstaden | 4.244 | 5,3 | 48,8 |
| Region Midtjylland | 1.601 | 2,6 | 26,3 |
| Region Nordjylland | 725 | 4,6 | 2 |
| Region Sjælland | 454 | 4,8 | 43,7 |
| Region Syddanmark | 915 | 2,3 | 36,4 |
Den samme tendens går igen, når man ser på markedet for ejerlejligheder i Region Hovedstaden. Her er antallet af ejerlejligheder til salg steget med 5,3 pct. den seneste måned, og dermed er udbuddet steget med næsten 49 pct. de seneste 12 måneder.
Fra flere sider bliver der peget på, at det stigende udbud vil medvirke til det pres, som allerede ser ud til at have ramt priserne på boligmarkedet.
»Boligerne sælger ikke længere sig selv, og det stigende udbud er udtryk for, at vi kommer til at se prisfald på boligmarkedet i de kommende år. I juli viste tal fra Boligsiden, at priserne faldt på både huse og ejerlejligheder, og den tendens forventer vi fortsætter i resten af 2022 og i 2023,« lyder det fra Lise Nytoft Bergmann.
Samme melding kommer fra Arbejdernes Landsbank:
»Boligmarkedet står i en ny virkelighed med store udfordringer. Renterne er steget betragteligt, energipriserne er steget og usikkerheden for fremtiden er større end normalt. Det sætter spor på boligmarkedet,« skriver Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.




