Fortsæt til indhold

Profferne bliver belønnet for høj aktierisiko: Sådan kommer amatørerne med

Unoterede aktier er guld for forsikrings- og pensionsselskaber. Private kan også købe dem, men risikoen er stor.

Der har været meget lidt - om noget - at glæde sig over på de etablerede aktiemarkeder. Men på ét særligt marked går det godt. Foto: Richard Drew/AP
Privatøkonomi

De børsnoterede aktier lider, det gør de unoterede ikke, viser en ny opgørelse fra Nationalbanken.

I 2. kvartal har forsikrings- og pensionsselskaberne sikret sig et afkast på 1 pct. på sine unoterede aktier. Til gengæld har de tabt 10 pct. på deres noterede aktier. Unoterede aktier står for 50 pct. af sektorens samlede investering.

Unoterede aktier er aktier og andre kapitalandele, der ikke handles på børsen. De væsentligste investeringer er inden for bl.a. ejendomme, private equity, jordbrug og infrastruktur. Sol- og vindenergi er eksempler på infrastruktur, som er attraktiv for specielt forsikrings- og pensionsselskaberne bl.a. på grund af lang investeringshorisont.

Alle danskere med en rate- eller en kapitalpension i banken har også mulighed for at købe unoterede aktier efter bestemte regler:

  • Er pensionsformuen mellem 1/2 og 2 mio. kr., må 20 pct. af den placeres i unoterede aktier.
  • Er formuen mellem 2 og 4 mio., er tallet 50 pct.
  • Er formuen over 4 mio., kan 75 procent blive placeret i depoter med unoterede aktier.

Der er dog en ekstra risiko, der kan skræmme private investorer væk. Når en aktie ikke er børsnoteret, og der ikke stilles daglige kurser, bliver den illikvid, og det kan give enorme udsving mellem købs- og salgspriser. Det er det, man kalder indlåsning, hvis der er tale om illikvide obligationsserier.

Prisdannelsen kan da også synes for viderekommende. For mens kursen på noterede aktier kan tjekkes time for time, er mekanismen en helt anden for unoterede.

Selskaberne vurderer selv værdien i overensstemmelse med internationale standarder. Vurderingen foretages ved brug af modeller og antagelser om risiko.

»Det er vigtigt, at værdien af de unoterede aktier opgøres retvisende, f.eks. i forbindelse med at kunder trækker deres pensionsinvesteringer ud for at skifte selskab eller risikoprofil,« konstaterer Nationalbanken.

Værdien af forsikrings- og pensionssektorens noterede aktier på tværs af selskaber faldt 20 pct. i første kvartal 2020, da coronakrisen brød ud, hvorimod værdien af sektorens unoterede investeringer faldt 5 pct.

Det betyder dog ikke, at unoterede aktier er mindre risikable end noterede aktier, understreger Nationalbanken.

Man må ikke have unoterede aktier i en aldersopsparing.