Slut med at gå i rentely: Lån med fast rente bliver billigere end rentefølsomme lån
Torsdag bliver det demonstreret, hvor afhængig boligejere med rentetilpasningslån er af Den Europæiske Centralbank.
Det er definitivt slut med at ligge i rentely.
Det gælder for boligejere med F-kort-lån. Mens boligejere med alle andre låntyper har betalt en langt højere rente end tidligere, er de sluppet.
Ved næste refinansiering i slutningen af december vil boligejere med F-kort-lånet, der også går under navne som KortRente og FlexKort, få den hidtil største renteøretæve.
Lånet får ny rente på faste tidspunkter to gange om året.
De mange boligejere med 1-pct.-lån kan glæde sig over, at de låste renten for et par år siden, da den var rekordlav.Sune Malthe-Thagaard, chefanalytiker, Totalkredit
Det skyldes blandt andet, at de finansielle markeder forventer, at Den Europæiske Centralbank sætter sin styringsrente op med 0,75 pct. på torsdag.
»Tiden, hvor F-kort var billigst, er dermed slut. De mange boligejere med 1-pct.-lån kan glæde sig over, at de låste renten for et par år siden, da den var rekordlav. De sidder nemlig billigere end boligejere med F-kort efter nytår,« siger Totalkredits chefanalytiker Sune Malthe Thagaard.
De højere renter sender den månedlige ydelse efter skat i vejret. De afdragsfrie lån bliver hårdest ramt. Ydelsen er i dag ca. 1.600 kr. på et lån på 1 mio. kr. Den vil stige til knap 2.700 kr. pr. måned efter skat, hvis renten stiger til 1,5 pct. ved nytår. Ved den seneste rentetilpasning den 1. juli endte renten på 0,25 pct.
Renten bag F-kort ligger i øjeblikket på 1,4 pct. Holder det frem til nytår, vil boligejere med F-kort opleve den største rentestigning nogensinde på denne låntype.
»Vi forventer faktisk, at renten skal yderligere et nøk op,« siger Sune Malthe-Thagaard.
F-kort-lånene er helt afhængige af de renter, som ECB og Nationalbanken fastsætter. Derfor vil en rentestigning fra ECB slå direkte igennem.



