Kursnedturen fortsætter: 6 pct.-lån kan åbnes nu
For nogle boligejere vil det give mening at overveje en konvertering for anden gang inden for et halvt år.
Kurserne på boligobligationerne er nu faldet så voldsomt, at realkreditinstitutterne kan sende et 6 pct.-lån på markedet.
Et 6 pct.-lån med 30 års afdragsfrihed ville ligge lige under kurs 100, beregner Totalkredit. Kun hvis kursen på en boligobligation er under 100, må der gives tilbud i den. Lånet bliver dog ikke åbnet her og nu.
»Der er i øjeblikket ikke et 6 pct.-lån, men vi følger de finansielle markeder tæt for at sikre, at vi har de rette tilbud på hylderne. Når vi åbner nye obligationer, tager vi så vidt muligt hensyn til at obligationerne bliver likvide, så boligejerne får de bedst mulige priser, hvis de vil ud af lånet før udløb,« siger Totalkredits chefanalytiker Sune Malthe-Thagaard.
Det er kun 6 pct.-lånet med 30 års afdragsfrihed, der er under 100. Et tilsvarende lån med afdrag eller 10 års afdragsfrihed ville ligge lige over den magiske kursgrænse her og nu.
Det er risikoen for at skabe endnu flere små obligationsserier, der holder Totalkredit og andre realkreditinstitutter fra at sende 6 pct.-lånet ud, selv om de kunne.
I forvejen er obligationsserien med 5 pct.-lån med 30 års afdragsfrihed meget tynd. Og hvis man har en forventning om, at 6’eren ikke vil være i spil i længere tid, risikerer man at skabe endnu en tynd serie.
5 pct.-lånet med afdrag ligger i kurs 98, og det betyder, at boligejere med 3 pct.-lån nu også kan overveje at konvertere. Gevinsten er dog kun ca. 10 pct., og er på kanten af, hvad der kan betale sig.
Nogle af dem vil være boligejere, der allerede har konverteret én gang - eksempelvis fra et 1 pct.-lån.
Alene i Totalkredit er der 3-pct.-lån for over 25 mia. kr. Lånet er blot et halvt år gammelt.