Disse boligejere får gældsgevinst for anden gang på ni måneder
Udsigt til kæmpegevinst ved lodrette konverteringer, men det er ikke risikofrit.
De nye 6 pct.-lån har fuldstændig ændret dagsordenen på boligmarkedet. Selv boligejere med lån helt op til 3,5 pct. kan overveje at lægge lån om igen.
For mange vil det være anden gang de seneste ni måneder.
»Nogle af de boligejere, der var hurtigst til at omlægge i starten af året, har mulighed for at gøre det igen,« konstaterer Nordea Kredits chefanalytiker Lise Nytoft Bergmann.
I februar og marts omlagde nogle af de hurtige boligejere deres billige 0,5 eller 1 pct.-lån til nye med en rente omkring 3 pct. Med onsdagens åbning af de nye 6 pct.-lån har de fået mulighed for at skære endnu en bid af deres restgæld. De skal altså betale omkostninger to gange.
Bedst stillet er de boligejere, der har beholdt deres 0,5 eller 1 pct.-lån. De kan nu slå tæt på 40 pct. af restgælden, viser beregninger fra Nordea Kredit.
Hvis man omlægger et 0,5 pct.-lån på med 10 års afdragsfrihed til et 6 pct.-lån, kan man skære næsten 400.000 kr. af en restgæld på 1 mio. kr. Ydelsen stiger fra 830 til 2.480 kr.
Men man skal ikke kaste sig ud i en lodret konvertering uden at regnet konsekvenserne godt igennem, fastslår Lise Nytoft Bergmann.
»En omlægning er ikke uden risiko, selv om fordelene i øjeblikket er store. Hvis boligejerne forventer, at de nuværende høje renter er midlertidige, eller hvis de overvejer at flytte indenfor en overskuelige årrække, kan det give god mening, at omlægge lånet,« siger Lise Nytoft Bergmann.
For andre er det måske ikke en særlig god idé.
»Ulempen ved at omlægge sit lån er, at man får en højere rente på det nye. Det resulterer enten i en højere månedlig ydelse eller et lavere afdrag. Hvis man bliver boende i mange år, uden at renten falder igen, kan man ende med et tab,« advarer Lise Nytoft Bergmann.
Kursen på det 30-årige 0,5 pct. lån med afdrag er nede i 61,9, og det betyder, at boligejerne har mulighed for at skære en stor del af deres restgæld, hvis de indfrier deres lån og omlægger til en højere rente.
Hvis der er tale om et lån på 1 mio. kr., kan man skære 354.000 kr. af restgælden og samtidig falder den månedlige ydelse med 230 kr. om måneden i det første år efter omlægningen.
Ulempen er, at det månedlige afdrag falder med 1.960 kr., og at man altså kan ende med et tab, hvis der går lang tid før renten falder igen.