Nyt kurschok: 7 pct.-lånet er allerede i spil
Bevægelserne på rentemarkederne er ekstreme, mener man i realkreditinstitutterne. Det skyldes ikke mindst, at det går så hurtigt.
Onsdag kunne realkreditinstitutterne i princippet have åbnet en 7 pct.-obligation med 10 års afdragsfrihed.
Det viser beregninger, som Jyske Markets har foretaget for Finans. Da renterne var højst onsdag, kunne en sådan obligation i teorien handles til en kurs under 100.
Torsdag ville kursen på et 7 pct.-lån ligge 1 point højere. Det er ikke meget i et marked, hvor kurserne let bevæger sig i ryk op til 2-3 point.
Realkreditinstitutterne har i denne uge åbnet for nye 6 pct.-obligationer, men Realkredit Danmarks cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig vil ikke udelukke, at vi kan se en 7 pct.-obligation i den nærmeste fremtid.
»Vi kan godt risikere, at der kommer en 7’er. Ingen kan udelukke noget, når det er så ekstremt,« siger Christian Hilligsøe Heinig.
Det ventes, at der kan gives tilbud i de nye 6 pct.-obligationer i midten af næste uge. Realkreditinstitutterne kan som Jyske Markets beregne en teoretisk kurs på en ny obligation. Og den kurs er ikke nødvendigvis godt nyt.
I Nordea Kredit forventer man, at kursen på lånet med afdrag vil ligge lige under 99. Lånet med 10 års afdragsfrihed vil formentlig få en kurs omkring 97,4. Samme vurdering har Realkredit Danmark.
»Vi er allerede et par kurspoint nede på det afdragsfrie lån,« siger Christian Hilligsøe Heinig.
»Der var i høj grad uro, og investorerne vil nu have ekstra præmie for at købe realkreditobligationer,« siger cheføkonomen.
At det kan gå ekstremt hurtigt, er 5 pct.-lånet et godt eksempel på. Det har været på markedet i en måned. Reelt har det været i spil i 14 dage, fordi kursen de første 14 dage lå over 100.
De voldsomt stigende renter er kommet bag på alle - ikke mindst hastigheden, fastslår Lise Nytoft Bergmann, der er chefanalytiker hos Nordea Kredit.
»Hvis man havde været villig til at vædde på, at renterne ville stige til de niveauer, vi ser nu, havde man fået sine penge mange gange igen. Jeg ved ikke helt, om man skal ryste på hovedet eller i bukserne over den udvikling,« siger Lise Nytoft Bergmann.

