Fortsæt til indhold

To gyldne dage på USAs børser: Godt nyt for danske aktiedarlings

Flere og flere danskere investerer i USA via forskellige kanaler.

Mandag og tirsdag har der være kursfest på Wall Street. Foto: Richard Drew/AP
Privatøkonomi

De amerikanske aktier har fået en flyvende start på ugen. På kun to dage er alle tre indeks steget med ca. 6 pct.

Det mest kendte aktieindeks, Dow, er nu steget 1.500 point mandag og tirsdag. Det betyder, at det igen runder milepælen på 30.000. Det er ”kun” 19 pct. under højderekorden. Det betyder, at man ikke længere kan tale om et ”bearmarked”, der er udtryk for, at aktiemarkedet er i en glidende nedtur.

Derimod er de to indeks, S&P 500 og Nasdaq stadig over 20 pct. fra toppen. Så her kan man endnu ikke aflyse bearmarkedet.

Tirsdag steg det brede S&P 500-indeks 3,1 pct. Dow Jones gik sideløbende frem med 2,8 pct., mens Nasdaq vandt mest frem med 3,3 pct.

For mange danske investorer er det de rigtige aktier, der stiger. I 2020 købte danskere ifølge Nationalbanken amerikanske aktier for 37 mia. kr. Ved udgangen af 2021 ejede danskere udenlandske aktier for næsten 200 mia. kr.

Nationalbanken har gjort op, hvilke amerikanske aktier, der er de mest populære blandt danskerne. Opgørelsen stammer fra januar 2022.

Den mest populære er Apple med 6 mia. kr. Derefter kommer Tesla og Microsoft med 5 mia. kr., og så har danskere købt aktier i Amazon for 3 mia. kr.

Disse aktier nød i høj grad godt af optimismen på de amerikanske børser tirsdag. Størst gevinst fik aktionærerne i Amazon med en stigning på over 4 pct. Nyheden om, at Elon Musk køber Twitter, blev taget godt imod af Teslas aktionærer, der sendte aktien op med 2 pct.

De øvrige danskerdarlings steg omkring 3 pct.

Stigningerne i USA er også godt nyt for de flere og flere danskere, der køber udenlandske ETF’er. En ETF er en passiv investering, der udelukkende følger et bestemt indeks. Afkastet er dermed 100 pct. afhængig af udviklingen på det indeks, det læner sig op ad.

Blandt analytikere og økonomer manes der dog til forsigtighed. Kursstigningerne kommer midt i stor geopolitisk uro kulminerende med Nordkoreas affyring af et missil hen over Japan.

Men aktiemarkedet er ikke galvaniseret, og meget kan være baseret på psykologiske faktorer, udtaler Callie Fox, der er aktieanalytiker på den amerikanske investeringsplatform eToro.

»Det virker nærmest panisk. Markedsstemningen blev simpelthen så sur, at folk begyndte at hoppe på,« siger Callie Fox til CNN Business.

Hun mener, at opturen er baseret på tilfældigheder og maner til fortsat forsigtighed.

Det samme gør Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet.

»Kurserne er faldet brutalt i september, og det giver mange lyst til at komme ind i markedet igen. Det kan lige en bundformation, men jeg kan ikke garantere, at vi har set den ultimative bund,« fastslår Per Hansen.