Fortsæt til indhold

Singlerne får ikke sparet så meget op, men reddes af folkepensionen

Danskere, der bor alene, skal måske have mere fokus på pensionsopsparingen. De sakker bagud, viser nye tal.

Singler har en lavere pensionsopsparing end andre, når de går på pension. Arkivfoto: Casper Dalhoff
Privatøkonomi

1,7 mio. danskere vil ikke ligge ved siden af en snorkende partner i sengen eller diskutere op- og nedlukning af toiletbrættet. Så mange danskere er singler, og det er 14 pct. flere end for blot 10 år siden, viser tal fra Danmarks Statistik.

Statistikken viser dog også, at lysten til at være en del af den voksende singlekultur har økonomiske konsekvenser.

Enlige ender nemlig med at have færre penge på pensionsopsparingen end folk i parhold. Deres pensionsøkonomi reddes til en vis grad af, at de er berettiget til en større del af eller hele folkepensionens tillægsbeløb.

Tillægsbeløbet for en enlig er 7.432 kr. før skat. Er man i et par, får man kun 3.800 kr. Enlige får altså næsten lige så meget, som et par gør tilsammen.

I 2021 havde knap en tredjedel af de enlige i alderen 60-64 år en pensionsformue over 1,2 mio. kr. Langt flere, nemlig halvdelen af folk parforhold havde det samme.

Spar Nord har bearbejdet de nye tal fra Danmarks Statistik, og der er flere årsager til forskellen, fastslår Spar Nords cheføkonom Jens Nyholm.

»Det er muligt for par at dele mange udgifter, hvorimod singler står alene med at betale faste udgifter såsom husleje og forsikringer. Det betyder, at der er færre penge til pensionsindbetalingerne,« forklarer Jens Nyholm.

Pensionsopsparingerne er vokset betragteligt for alle de senere år på grund af medvind på finansmarkederne. Siden 2014 er det danske aktiemarked steget med hele 140 pct.

Det er stadig mændene, der har de største pensionsformuer. Det skyldes i høj grad, at mænd gennemsnitligt har de højeste lønninger, og at kvinder går på barsel og eventuel deltid, mens børnene er små.

55 pct. af 60-64-årige mænd i parforhold har en pensionsformue på over 1,2 mio. kr. mod 36 pct. i 2015. For kvinder er andelen i dag vokset til 43 fra 30 pct. i samme periode.

»Derfor bliver det også interessant at se, hvorledes de nye barselsregler påvirker pensionsformuerne. Der er fokus på det nu, og kvinderne har et højere uddannelsesniveau. Så gabet vil formentlig blive mindre,« forudser Jens Nyholm.

Artiklens emner
Pension
Danmarks Statistik