Fortsæt til indhold

Hver dag sit rentechok: 4 pct.-lån giver nu også kursgevinst

For bare tre dage siden kunne man overveje at optage et 4 pct.-lån til køb af bolig. Nu er kursen faldet så meget, at det er konverteringsmodent.

Det er svært at vælge lån for boligkøberne. Et lån, der er attraktivt den ene dag, kan være uaktuelt dagen efter. Det er 4 pct.-lånet et godt eksempel på. Arkivfoto: Henrik Kastenskov
Privatøkonomi

Det kræver efterhånden søsygepiller, før man kaster sig over realkreditinstitutternes kurslister. Fredag kom 6 pct.-lånet med afdragsfrihed i markedet for alvor. Det betyder faktisk, at boligejere med 4 pct.-lån kan overveje at konvertere lodret!

Kurserne på 4 pct.-lånet med 30 års afdragsfrihed er nede i 88,5. Lånet med 10 års afdragsfrihed ligger i 90.

Med afdrag er kursen under 92. For bare tre dage siden var kursen så høj på det, at man kunne overveje at bruge det til boligkøb.

Så voldsomme er udsvingene i øjeblikket.

Inden rentemarkedet gik amok, var tommelfingerreglen, at man kunne overveje at konvertere lodret, hvis kursen var faldet med 10 point.

Spørgsmålet er, om det er nok nu, hvor boligejere har høvlet 25-30 pct. af deres restgæld. Om ikke andet kan 4 pct.-lånerne glæde sig over at kunne indkassere en pæn kursgevinst ved salg.

6 pct.-lånet kan nu fås i alle danske realkreditinstitutter. Indtil videre er det kun versionen med 10 års afdragsfrihed, så boligkøbere skal stadig kreditvurderes efter et 5 pct.-lån med afdrag.

Men der er både vindere og tabere af rentestigningerne.

Det giver næsten sig selv, hvem der taber. Det er køberne og dermed sælgerne. De skal kreditvurderes efter et renteniveau, der er tre gange så højt som ved årets begyndelse.

Vil man købe bolig i et af de dyreste områder og ønsker flekslån, kreditvurderes man efter, om man kan betale en rente, der ligger 1 pct.-point over den toneangivende. Så længe renten er 5 på de 30-årige lån, skal flekslånerne godkendes efter en rente på 6.

Stiger den faste rente til 6, sker godkendelsen efter, om man kan betale et lån med en rente på 7 pct.

Det er dårligt nyt for boligmarkedet, det allerede er presset, mener Totalkredits chefanalytiker Sune Malthe-Thagaard. Priserne er allerede begyndt at falde især i København. Her er stigende renter på ingen måde særligt hjælpsomt.

»Det er dårligt nyt for boligkøberne, der skal have flere penge op af lommen, når de køber bolig. Priserne er ikke faldet tilstrækkeligt til at kompensere for de rentestigninger vi har set på det seneste,« konstaterer Totalkredits chefanalytiker.

De største vindere er fortsat boligejere med et 1 pct.-lån med 30 års afdragsfrihed. De kan hugge 40 pct. af restgælden ved at indfri deres lån. Boligejere med 0,5 pct.-lån med 10 års afdragsfrihed kan få en næsten lige så stor gevinst.