Flere risikerer at skulle betale topskat i 2022 og 2023
Revisionshuset pWc opfordrer danskerne til at undersøge, om de er røget op over topskattegrænsen.
Det stærke arbejdsmarked betyder, at godt 20.000 flere end forventet skal betale topskat i år. Det viser nye beregninger fra PwC. Revisionshuset anbefaler private at undgå den ekstra skatteregning ved at øge indbetalingen til pension.
»Helt generelt er det en god idé for de fleste topskatteydere at indbetale op til fradragsloftet på en ratepensionen, og hvis du har et yderligere økonomiske råderum, kan du begynde at indbetale på en livrente,« skriver Karina Hejlesen, skatteekspert og partner i PwC i en kommentar.
Hun peger desuden på, at hvis den ene ægtefælle ingen indtægt har, mens den anden betaler topskat, så har topskatteyderen mulighed for at indbetale til ægtefællens ratepension og herigennem blive yderligere modregnet i topskattegrundlaget.
Skatteministeriet har for nylig opjusteret antallet af topskattebetalere i 2022 fra knap 450.000 tilbage i december 2022 til nu 470.000 personer, mens antallet af topskattebetalere i 2023 er opjusteret til 500.000. Opjusteringen skyldes ikke mindst det stærke jobmarkeded.
For at skulle betale topskat i 2023, skal man have en personlig indkomst på over 568.900 kr.
Privatøkonom hos PFA Pension Camilla Schjølin Poulsen skriver i en mail, at når 100 kr. sættes ind på en ratepension, så sænkes ens skattepligtige indkomst med 100 kr.
»Hvis man ikke betaler pengene ind på en pension, så vil de 100 kr efter skat være blot 44 kr. værd. Sætter man dem i stedet ind på en pensionsopsparing og får dem udbetalt, når man ikke længere betaler topskat, så får man 58 kr. i hånden efter skat og oven i det kommer afkastet,« forklarer Camilla Schjølin Poulsen.
Karina Hejlesen pointerer, at det vil være den bedste forretning for de fleste at øge indbetalingen til pensionen frem for at beholde pengene.
Men hun erkender, at de høje priser og store varmeregninger vil kunne betyde, at nogle ikke føler, at de tør binde pengene.