Mange danskere lader pensionsordningen flyde
Pensionsøkonomi er stadig et lavinteresseområde for danskerne. Men for nogle kan det blive alvorligt.
Under halvdelen af pensionsmodne danskere tjekker deres pensionsordninger, viser ny undersøgelse. Det vækker stor bekymring i et af Danmarks største pensionsselskaber, Sampension.
Den store uro på finansmarkederne i 2022 kan i den grad have betydning for, hvornår man kan gå på pension og for levestandarden som pensionist. Og jo senere, man tjekker, desto mindre kan man gøre ved det, hvis pensionsordningen er for lille, lyder advarslen fra Anne-Louise Lindkvist, der er kunderådgivningschef i Sampension.
»Det er vigtigt, at man af og til tjekker op på sin pensionsordning. Det gælder ikke mindst i perioder som i år med modvind på finansmarkederne og negative afkast. I værste fald kan det betyde, at man får mindre at leve af som pensionist end forventet, eller at man må gå senere på pension,« konstaterer Anne-Louise Lindkvist.
Det er Epinion, der har udført undersøgelsen for Sampension.
- 48 pct. af de 57-65-årige fortæller, at de har tjekket deres pensionsordning i år, 34 pct. har tjekket den sidste år, mens det for 13 pct. er flere år siden. 2 pct. angiver, at de aldrig har tjekket pensionsordningen.
- Blot 18 pct. af de 57-65-årige har fået rådgivning i år. 23 pct. fik rådgivning sidste år, mens det for 36 pct. ligger flere år tilbage. 19 pct. har aldrig fået pensionsrådgivning.
Jo tættere man kommer pensionsalderen, desto vigtigere bliver det at få rådgivning.
Blandt alle aldersgrupper er det 40 pct. af danskerne, som har tjekket pensionen i år. Og blot 14 pct. – svarende til hver syvende – har fået pensionsrådgivning i 2022.
I undersøgelsen peger mange danskere desuden på, at pension ikke har den store interesse. Således erklærer to ud af tre sig i ”meget høj”, ”høj” eller ”nogen” grad enige i, at pensionsordningen er den del af deres økonomi, som interesserer dem mindst.
Det står i skærende kontrast til, at 8 ud af 10 er enige i, at de burde interessere sig mere for deres pensionsordning.
For alle danskere er det generelt en god idé løbende at følge med i pensionsordningen. Både for at få styr på, om man er på rette vej, en også for at sikre, at forsikringerne i pensionsordningen stadig passer til ens aktuelle behov, hvis uheldet er ude, lyder rådet fra Anne-Louise Lindkvist.