Realkreditkæmpe: Disse boligejere kan se frem til stort rentehop
Boligejere med det såkaldte F-kort-lån kan se frem til en markant rentestigning til nytår, lyder det fra Totalkredit.
Boligejere med en meget kort rentebinding står foran et markant rentehop inden for kort tid.
Sådan lyder det nu fra Totalkredit, efter at ECB tidligere på dagen satte sin ledende rentesats op med 0,75 procentpoint til 1,5 pct., og Nationalbanken ventes senere i dag at følge trop med også at sætte renten op.
»Dagens renteforhøjelse er dårligt nyt især for de boligejere, der har lån med helt kort rentebinding såsom F-kort. De skal forberede sig på et rentehop til nytår,« skriver Sune Malthe-Thagaard, der er chefanalytiker i Totalkredit, i en kommentar.
Et F-kort lån hos Totalkredit består af den såkaldte CITA6-rente plus et rentetillæg. Denne type lån får fastsat en ny rentesats hvert halve år, og den næste gang, der bliver fastsat en ny rente, er til nytår.
»Renteforhøjelsen bekræfter nemlig investorernes forventninger på de finansielle markeder, hvor man allerede har sendt renter med 6-måneders varighed til vejs, og det slår direkte igennem på F-kort-lån. Der vil komme yderligere renteforhøjelser de kommende måneder. Så det er ikke slut,« lyder det fra Sune Malthe-Thagaard.
Senest landede renten på et F-kort-lån på 0,7 pct., men nu forventer man i Totalkredit, at renten fra nytår vil ligge omkring 2,8 pct.
»Boligejere med F-kort-lån kan dermed se frem til at skulle klare en rentestigning på over 2 procentpoint. Det er ganske markant for et lån, der indtil i år har ligget med negative renter i årevis,« lyder det fra Sune Malthe-Thagaard.


