Fleksrenterne skriver historie: Disse lånere får den største regning i 25 år
Renterne på flekslån er steget så meget, at det ikke kan undgå at påvirke forbruget, mener Realkredit Danmark.
Det er ingen overdrivelse. De voldsomme rentestigninger på flekslån er historiske. Den ekstra renteregning, som flekslånerne får til januar, er således den højeste i 25 år, viser en analyse fra Realkredit Danmark.
F1-renten ventes at stige med tæt på 3,4 pct. over blot et år. Den tidligere rekord på en F1-auktion var en stigning på 1,22 pct. tilbage i januar 2007. Historisk set har der været afholdt 39 F1-auktioner strækkende tilbage til 1. januar 1997.
Hårdest ramt bliver boligejere med afdragsfrie lån. Den månedlige ydelse efter skat på lån på 1 mio. kr. stiger med næsten 2.000 kr. Der bliver altså 24.000 kr. mindre om året til forbrug for hver million kroner, man skylder.
Det vil få direkte effekt for det samlede forbrug i Danmark, for det er langt fra slut til 1. januar, fastslår Realkredit Danmarks cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig.
»Det vil trække vitaminer ud af dansk økonomi – og denne effekt vil blive forstærket, når næste rentetilpasningsauktion gennemføres i februar med nye renter pr. 1. april,« fastslår han.
April-auktionen vil være dobbelt så stor som januar-auktionen, og der er ingen udsigter til faldende renter. Kombinationen af høje renter og inflation vil i den grad kunne mærkes på forbruget.
I denne omgang skal kunder med lån for 20 mia. kr. i Realkredit Danmark have ny rente per 1. januar. Selve auktionen afholdes sidst i denne måned.
F1- og F3-lånere har udsigt til en højere rente på ca. 3 pct. F5-lånerne ser ud til at få en endnu større stigning. Det er for sent at skifte profil på lånene nu, men der tegner sig en klar tendens hos dem, der har gjort det.
Trafikken blandt dem, der har ændret deres lån, har været ensrettet. De har simpelthen valgt lån med kortere tid mellem rentetilpasningerne. Hele 80 pct. har øget renterisikoen. Kun 20 pct. har altså valgt at sikre renten i flere år.
F1-lånet er dog ikke længere det foretrukne, når boligejere vil have korte lån. Det er lånet, der får ny rente hvert halve år. Hos Realkredit Danmark kaldes det FlexKort. Renten på det ventes at stige til omkring 2,8 pct. per 1. januar.
Den udvikling er ikke overraskende, mener Christian Hilligsøe Heinig. Det er nærmest en tendens, når renteforskellen mellem fast rente og flekslån udvides.
Det er især F5-lånet, som har oplevet en mindre interesse. Samlet set betød profilskifterne, at mængden af F5-lån faldt med 1,2 mia. kr., hvoraf næsten 1 mia. kr. gik ind i F1-lån.
Omvendt betød profilskifterne, at mængden af F1-lån steg med godt 1,5 mia. kr.

