Denne del af boligmarkedet har holdt stand, men nu er der svaghedstegn at spore
Sommerhusmarkedet har indtil nu formået at undgå den samme tilbagegang som det øvrige boligmarked.
Den økonomiske virkelighed er nu så småt ved at indhente markedet for sommerhuse, der ellers har formået at holde stand, mens resten pilen har peget nedad for den øvrige del af boligmarkedet.
De seneste måneder er aktiviteten på sommerhusmarkedet nemlig faldet. I oktober blev der solgt 425 sommerhuse i hele landet, viser tal fra Boligsiden.
Det er et godt stykke under gennemsnittet for oktober måned, der i perioden siden 2011 ligger på 635 solgte sommerhuse. Samtidig er salget i den forgangne måned på det laveste niveau for en oktober siden 2012.
»Det vidner om, at sommerhusmarkedet ikke er urørligt, og at den høje rente og inflation også har betydning for købernes interesse på denne del af boligmarkedet,« skriver Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom i Nordea Kredit, i en kommentar.
Faldet i aktiviteten de seneste måneder står i skærende kontrast til den vilde periode, sommerhusmarkedet har været igennem under coronakrisen.
»Danskerne har været smittet med sommerhusfeber de seneste år, hvor der er blevet solgt overdrevet mange sommerhuse og til skyhøje priser,« lyder det fra Lise Nytoft Bergmann, der peger på, at sommerhusene bl.a. er blevet finansieret med friværdier til meget lave rentesatser.
Ser man på markedet for huse er prisen på landsplan faldet med 4,3 pct. siden toppen i juni, viser de seneste tal fra Boligsiden.
Priserne på ejerlejligheder er faldet med 6,89 pct. siden den seneste top i maj. Mindre voldsomt er det gået for sig på sommerhusmarkedet, hvor priserne siden toppen i juni kun er faldet med 1,34 pct.
»Nu er renten steget, friværdien skrumper, og det er muligt at få en positiv rente selv på lønkontoen. På den baggrund forventer vi yderligere prisfald og lavere interesse for at købe sommerhus i den kommende tid,« lyder det fra Lise Nytoft Bergmann.



