Kun halvdelen af boligejerne kan vælge mellem tre attraktive lån
Der er forskel på, hvilke boliglån man kan vælge imellem. Det afhænger af, hvilket realkreditinstitut man er kunde i.
Renteniveauet er bedre end sit rygte.
Det 30-årige 3,5 pct.-lån med afdrag er i den grad relevant nu; 4 pct.-lånet ligger i en attraktiv kurs omkring 96, og boligejere, der er allergiske over for kurstab, kan vælge et 5 pct.-lån.
Der er altså tre attraktive lån at vælge imellem, men kun for ca. halvdelen af boligejerne. Det er dem, der er kunder i Danmarks suverænt største realkreditinstitut Totalkredit.
De øvrige tre realkreditinstitutter har fravalgt at udstede et 3,5 pct.-lån af frygt for, at den obligationsserie, der ligger bag, bliver for lille og illikvid. Jo mindre en obligationsserie er, desto større er risikoen for, at investorerne vil have så stor rabat for at købe, at boligejerne får en lavere kurs, end hvis serien havde været stor.
Totalkredit har allerede opbygget en stor 3,5 pct.-serie. Med afdrag er der udstedt obligationer for hele 16,3 mia. kr. og for knap 4 mia. kr. med 10 års afdragsfrihed. Sidstnævnte er dog ikke attraktivt, da kursen er nede omkring 92.
Jo lavere renten er, desto mere kursfølsomt er et boliglån. Derfor er et 3,5 pct.-lån attraktivt for de mere spekulative boligejere. Kurstabet er ikke særligt stort længere, og kursfølsomheden på lånet betyder, at der kan være noget at hente både ved konvertering op- og nedad.
I Totalkredit er anbefalingen dog stadig, at kunderne skal forsøge at begrænse kurstabet.
»Nu er vores 5 pct.-lån stadig åbent, så anbefalingen er som hovedregel at tage lånet, der ligger tættest på og under kurs 100,« fastslår Totalkredits chefanalytiker Sune Malthe-Thagaard.
Samme overvejelser skal boligejere med lyst til afdragsfrihed gøre sig. 5 pct.-lånet med 10 års afdragsfrihed ligger i en kurs omkring 99. 4 pct.-lånet ligger tæt på kurs 95 og er derfor også en overvejelse værd.