Elprisen stikker af: Tirsdag bliver den dyreste dag i flere måneder
Efter en periode med lavere elpriser bliver det nu dyrere at tænde for opvaskemaskine, tørretumbler og varmeapparater.
Hvis du er en af dem, der holder øje med elprisen, er der god grund til at være opmærksom netop nu. Tirsdag er prisen for el nemlig tæt på fordoblet sammenlignet med mandag.
Mellem kl. 17 og 18 rammer elprisen over 3,7 kr. pr. kWh. Det er den højeste pris siden slutningen af august og kommer efter en længere periode, hvor prisen har været langt under 2,5 kr. pr. kWh. og i perioder endda har været under 1 kr. pr. kWh. Det viser den nordiske elbørs Nordpool.
De høje elpriser betyder, at kunder med flexpris-aftale med fordel kan vente med at sætte gang i opvaskemaskine, vaskemaskine eller madlavningen til de sene aftentimer. Her er der i hvert fald penge at spare. Omkring kl. 21 falder prisen pr. kWh til 2,5 kr., mens den endnu senere falder til tæt på 2 kr. pr. kWh.
Prisen er ikke den samme, som den pris du betaler, når du bruger strømmen derhjemme. Til den endelige pris skal bl.a. tillægges afgifter, tariffer og transport, der er med til at øge prisen. Alligevel er det værd at holde øje med, hvis elregningen følger den nordiske elbørs.
Sidst elprisen var så høj, var i slutningen af august, hvor prisen pr. kWh lød på over 4 kr.
Ifølge DR skal danskerne igen vænne sig til højere elpriser.
Ifølge Jack Michael Kristensen, der er funktionschef i Andel Energi, ventes det, at hele december bliver dyr for de danske forbrugere. Det skyldes bl.a., at det er blevet koldere i Europa, og at der ikke er ligeså meget vind, hvilket tvinger Danmark til at købe energi i Tyskland. Her er priserne højere, fordi de ifølge funktionschefen i højere grad reguleres ud fra gasprisen.
Derudover producerer norske og svenske vandenergifaciliteter heller ikke ret meget strøm for tiden. Det er også med til at presse prisen op.