Dette tal peger på, at det bliver dyrere at fylde indkøbskurven
Flere butikker har planer om at sætte priserne op i den kommende tid.
Prispresset ser ikke ud til at lette grebet om danskernes pengepunge i den kommende tid.
Ifølge nye tal fra Danmarks Statistik er der nemlig tegn på, at yderligere prisstigninger rammer danskerne i den kommende tid.
»Prispresset letter ikke for alvor hos danskerne. Stadig mange virksomheder forventer at hæve priserne i de kommende måneder. Det er dårlige nyheder i en tid, hvor hverdagen som forbruger er blevet mærkbart dyrere,« skriver Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.
Tallene fra Danmarks Statistik viser, at 49 pct. af butikkerne i detailhandlen venter at sætte priserne op i løbet af de kommende tre måneder. Dykker man et niveau længere ned i tallene og ser på dagligvarehandlen, er det 76 pct. af butikkerne, der venter at sætte priserne op i de kommende måneder.
»Der er tale om et højt niveau af virksomheder, som vil hæve prisen, da andelen igennem det meste af 2010´erne lå og svingede omkring 5 pct. på tværs af brancher,« påpeger Brian Friis Helmer.
Med til historien hører dog, at andelen af butikker, som venter at sætte priserne op, er faldet. I maj var det således 60 pct. af butikkerne i detailhandlen, der regnede med at sætte priserne op. Og i dagligvarehandlen toppede tallet med en andel på 81 pct. i juli.
»Vi forventer, at andelen af virksomhederne, som vil hæve priserne, vil dale over den kommende tid. Omkostningspresset er lettet, og det vil mindske behovet for at hæve priserne over for kunderne. Den forventning betinger naturligvis, at omkostningerne og energipriserne ikke på ny skyder i vejret,« lyder det fra Brian Friis Helmer.
De seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at inflationen målt på årsbasis landede på på 10,1 pct. i oktober. Det var en lille stigning i forhold til september, hvor inflationen blev opgjort til 10 pct.
Inflationen på 10,1 pct. er det højeste niveau, der er målt i Danmark siden november 1982.