Hvert år klapper fælden: Mange risikerer at betale skat af pensionen to gange
Det bliver alt for dyrt at indbetale på en ratepension, hvis ikke man kender reglerne.
Det slår aldrig fejl. Hvert eneste år går mange danskere glip af skattefradrag, fordi de indbetaler for meget på deres ratepensioner. Dermed betaler de reelt skat to gange.
Den erfaring gør man sig hvert år hos Sampension, og der er tale om et stort antal, fortæller Anne-Louise Lindkvist, der er markeds- og kunderådgivningschef i Sampension.
»Det kan være tusindvis af kroner, man på den måde går glip af, så der er ikke tale om småbeløb,« fastslår Anne-Louise Lindkvist.
Problemet opstår, fordi der er en øvre grænse for, hvor mange penge man må indbetale på en ratepension og få fradrag for det.
I 2022 er indbetalinger på ratepensioner fradragsberettigede op til 59.200 kr. Indbetalinger over denne grænse er der ikke fradrag for. Og da der samtidig skal betales skat af udbetalingen, bliver pengene altså beskattet to gange.
Problemet opstår typisk, hvis man indbetaler på flere ratepensioner. Mange indbetaler automatisk via deres arbejdsplads. I så fald sørger pensionsselskabet for, at indbetalingerne ikke overstiger fradragsgrænsen.
Derudover er det blevet en trend, at en del danskere også har en ratepension i f.eks. banken. Det betyder, at man selv skal holde øje med, om man betaler for meget ind.
»Det er langt fra alle, der har styr på det,« vurderer Anne-Louise Lindkvists erfaring.
Ikke mindst nu og i december skal man være ekstra opmærksom på fradragsloftet. Mange danskere indbetaler traditionen tro et ekstra beløb inden nytår.
Er deres økonomiske råderum så stort, at de vil indbetale mere end de 59.200 kr., skal resten ske i form af en livslang livrente. På en sådan livrente er der ikke et fradragsloft.
Hvert år på denne tid opfordrer Sampension sine kunder til at tjekke, at de holder sig inden for fradragsgrænsen. Hvis man kommer til at indbetale for meget i år, er det vigtigt at registrere det.
Kun hvis man gør det, har man mulighed for at rette op på det året efter. Man kan vælge at få pengene tilbage eller få overført det overskydende beløb til en livrente.
Men det kræver, at man selv reagerer. Ellers falder skattehammeren.