2018 var året, da Barolos bedste skabte små mirakler i den silende regn

Foråret udviklede sig intet mindre end katastrofalt, og alt pegede i retning af, at 2018 ville ende i gru; et nyt 2002, et ægte annus horribilis.

Mens mange vinproducenter nord for Alperne kæmpede med ekstrem tørke og nye lammende varmerekorder, var situationen i Piemonte den stik modsatte. Uvejr og kolossale mængder nedbør væltede ned over Barolo-zonens vinmarker, særligt i maj, hvilket resulterede i et af de vådeste forår, der nogensinde er registreret i området. Da havde mange producenter allerede opgivet håbet.

»Det var muligvis den hårdeste måned i marken i det seneste årti,« siger Francesca Vajra, der er et af familiemedlemmerne bag den velansete topproducent G.D. Vajra, der holder til i den lille flække Vergne.

Imellem april og maj registrerede man hele 32 nedbørsdage i familiens dagbog, og det voldsomme vejrlig skabte store udfordringer ikke kun for Vajra, men for alle, og konsekvenserne var til at tage og føle på; bl.a. heftigt sygdomspres i markerne, uønsket kraftig plantevækst og ujævn frugtsætning.

Jordene var i perioder så dyngvåde, at det var fysisk umuligt at bearbejde markerne maskinelt på de stejle skråninger, og det gjorde vinbønder med få ressourcer sårbare og ude af stand til at bekæmpe problemerne. Francesca Vajra fortæller, at man havde haft held til at imødegå nogle af udfordringerne, bl.a. ved at sprøjte markerne med håndkraft, et ikke ufarligt hestearbejde, men også fordi man havde valgt at beskære stokkene mindre hårdt end normalt, hvilket levnede plads til, at flere skud kunne gro på hver plante.

»Det var et kontraintuitivt valg efter et tørt og varmt 2017, men vi havde grund til at tro, at stokkene havde brug for at brede sig efter et meget komprimeret år. Det viste sig, at det at tillade mere bladløv reducerede planternes vokseværk og vandindtag, hvilket var med til at bevare gode syreniveauer og en god tæthed i vinene,« forklarer Francesca Vajra.

Regnen fortsatte med at drille ind i juni, men så slog vejret om. I juli fik sommeren rigtigt fat, det var tørt og kulminerede i første halvdel af august, hvor temperaturerne toppede med 39 grader. Heldigvis var der også pæne temperaturudsving mellem nat og dag i tiden op til høsten, som faldt ret sent.

Vajra fik bragt den sidste nebbiolofrugt i hus den 23. oktober, men de vanskelige betingelser betød, at høstudbyttet visse steder lå på kun en tredjedel af potentialet, og høsten trak ud for de modigste, der turde vente på optimal modenhed. Eksempelvis blev Vajras signaturvin, Bricco delle Viole, høstet via hele seks passager igennem samme mark på forskellige dage.

Så 2018 står på flere måder som et ujævn og usædvanligt år, og vinene har taget farve derefter. Kombinationen af terroir, mikroklima og erfaring har været udslagsgivende faktorer, hvilket også er grunden til, at flere topproducenter som Massolino, Oddero og Trediberri i La Morra ikke har produceret enkeltmarksvin i 2018.

Alligevel tøver Francesca Vajra ikke med at kalde 2018 for »ægte piemontesisk«.

»Det er en årgang for alle dem, der elskede 1988 og den klassiske profil, som baroloerne fra senfirserne og midthalvfemserne havde, og for dem, der holder af en mere elegant og spændstig stil,« siger hun.

Og efter at have smagt langt over 30 vine, giver jeg hende ret. 2018 er ganske vist intet topår. Vinene er slet ikke så dybe og mægtige som i 2016, men testen byder på mange tilgængelige, charmante versioner.

De bedste er velduftende, kompakte og raffinerede, frugten let til fods med venlig stemt tanninstruktur, der gør, at de kan drikkes allerede nu, mens man venter på 2016.

Test af barolo fra 2018-årgangen