Tallet stiger: Flere danskere risikerer dobbeltskat på to pensionsordninger
Gruppen af danskere, der overser fradragsreglerne for indbetaling på pensioner, er blevet større.
Tallet stiger, og mange danskere risikerer at skulle betale dobbeltskat af to forskellige pensionsordninger.
- For høje indbetalinger på ratepensioner kan udløse en skatteregning op til 80 pct.
- For høje indbetalinger på aldersopsparinger kan udløse en strafafgift på op til 40 pct.
Skattestyrelsen har netop offentliggjort, hvor mange, der har indbetalt for meget på deres ratepensioner. Fradragsgrænsen i 2021 var 58.500 kr. I år er grænsen 59.200 kr. Alle indbetalinger derudover giver ikke fradrag. Dermed kommer man til at betale skat to gange.
Siden 2016 er beløbet blevet større. I 2021 var der indbetalinger for 377 mio kr., som ikke er fradragsberettigede. Knap 39.000 danskere er altså gået glip af et stort fradrag. Gennemsnittet per person er 9.637 kr.
For specielt én gruppe er regningen ekstra stor. Det er alle dem, der betaler topskat. Det er typisk dem og lønmodtagere, der har skiftet job, som har glemt at trække deres indbetalinger fra, oplyser Skattestyrelsen.
21 pct. har indbetalt blot 1.000 kr. for meget, men det er ikke nødvendigvis godt nyt, mener Henning Boye Hansen, der er chefkonsulent hos revisionsselskabet, BDO.
»Det er selvfølgelig opmuntrende, at ca. en femtedel kun har overskredet med mindre end 1.000 kr. Men når gennemsnittet ikke desto mindre ligger på næsten 10.000 kr., må der nødvendigvis også være en del med pænt store overskridelser,« siger han.
Har man betalt for meget, skal man selv opdage det. Man får ikke besked om det direkte, men det fremgår af første side af årsopgørelsen. Teksten lyder sådan:
»Vi har forhøjet din indkomst med … kr. og slettet fradraget i rubrik 21, fordi du højst kan fratrække i alt 58.500 kr. (2021-satser) for indbetalinger til ratepension eller ophørende alderspension. Hvis du har indbetalt mere end 58.500 kr., skal du kontakte din bank eller pensionsselskab, for at få det overskydende beløb tilbage eller overført til en anden pensionsordning med fradragsret.«
Samme mønster gør sig gældende for dem, der har indbetalt for meget på deres aldersopsparing.
- Man kan kun indbetale 5.500 kr. på aldersopsparingen i 2022, når man har mere end fem år til folkepensionsalderen. Fra 2023 hæves beløbet til 8.800 kr.
- Hvis man har mindre end fem år, må man indbetale 54.200 kr. Fra 2023 kan man indbetale 56.900 kr. fra syv år før folkepensionsalderen.
Men ved en aldersopsparing gælder det om at reagere hurtigt. Hvis ikke fejlen rettes det første år, koster det 4 pct. af det for meget indbetalte beløb.
Opdager man det ikke året efter, risikerer man en afgift på 40 pct.
Henning Boye Hansen undrer sig over, hvorfor skattemyndighederne ikke gør endnu mere for at gøre pensionsopsparerne opmærksomme på reglerne.
»Hvis det drejede sig om udeholdte indtægter på 377 mio. kr., ville styrelsen jo med det samme starte et kontrolprojekt for at inddrive skatten, men fordi det drejer sig om et fradrag, gør de intet. Det synes jeg ikke er i orden,« siger BDOs chefkonsulent.
Finans har beskrevet problemerne i flere artikler, og i et skriftligt svar har underdirektør i Skattestyrelsen Michael Medom Hansen forsikret, at man vil skærpe opmærksomheden omkring pensionsindbetalingerne.
Det sker ved, at Styrelsen tager kontakt til pensionsbranchen. Formålet er at få skærpet kommunikationen om skattereglerne, når banker og pensionsselskaber udsender information, typisk sidst på året. Mange indbetaler først ekstra på deres pensionsopsparinger lige op til nytår.
I pensionsselskaberne sender man automatisk pengene videre til en anden pensionsordning, hvis der indbetales for meget på en ratepension eller en aldersopsparing.
Der er nemlig ingen fradragsgrænse på livslange livrenter. Men pensionsselskabet kan ikke se, om kunden har yderligere pensioner i en bank.
Hvis man opdager, at man har betalt for meget, kan man overføre det overskydende beløb til en livrente. Man kan også få beløbet tilbageført. Det sker ved at udfylde en specialformular, der kan hentes her.