Finansmarkederne venter spændt: 24 timer med rentemøder bliver afgørende
Meldinger fra rentemøderne i den amerikanske centralbank, Frederal Reserve og Den Europæiske Centralbank kan blive afgørende for aktie- og obligationsmarkedet.
Finansmarkederne venter nervøst på svar på ét spørgsmål: Kommer julen tidligt i år, eller vil centralbankerne ødelægge den muntre stemning?
Svaret får de i denne uge, hvor både en amerikanske centralbank, Federal Reserve, og Den Europæiske Centralbank (ECB) afholder deres sidste rentemøder i 2022.
»Det bliver en voldsomt interessant uge, da investorerne regner med, at centralbankerne vil bløde op i deres aggressive retorik og dele afgørende signaler om, hvad der skal ske med renterne, men der er betydelig risiko for, at de bliver skuffet,« fastslår Frank Øland, chefstrateg i Danske Bank.
USA’s centralbank indleder samlet 24 timers rentebonanza med et møde onsdag, mens ECB følger trop med sit møde torsdag. Samme dag ventes den britiske centralbank, Bank of England, og Schweizerische Nationalbank at hæve rentesatserne, mens også Norge, Mexico og Columbias centralbanker har rentemøder.
Forventningerne Markederne Meldingen
Forventningerne
For tiden indregner obligationsmarkedet ifølge CME Fedwatch Tool, at den amerikanske centralbank vil hæve sin toneangivende rente med 0,5 procentpoint til intervallet 4,25-4,50 pct. ECB ventes at lave selvsamme manøvre, der står til at bringe styringsrenten i euro-området op på 2 pct.
På de seneste rentemøder har både Fed og ECB ellers hævet renterne med 0,75 procentpoint i den voldsomste serie af rentestramninger i årtier.
Forventningerne til renteløftene er særligt blevet skruet ned i USA, siden Fed-chef Jerome Powell i en tale ultimo november indikerede, at centralbanken vil stramme mindre aggressivt, men at renten skal forblive høj i længere tid.
Netop første del af kommentaren lagde investorerne vægt på, hvilket - kombineret med en aftagende inflation i USA - lagde op til en lille fest.
På to måneder er renten på den 10-årige amerikanske statsobligation dalet fra 4,3 pct. til 3,5 pct. Sideløbende er det toneangivende S&P 500-indeks i USA steget 11 pct., mens det danske C25-indeks er oppe med over 16 pct.
Tirsdag viste nye tal, at inflationen i USA var 7,1 pct. i november målt på årsbasis, hvilket ifølge Bloomberg var en del mindre end økonomernes estimat på 7,3 pct., men stadig betydeligt over Feds målsætning på 2 pct.
Spørgsmålet er, om Fed holder fast i den bløde retorik, som investorerne længes efter, eller om banken sender en besked om, at de bør holde igen med jublen.
Markederne
Forventningen i markederne er ifølge Frank Øland fra Danske Bank, at Feds ledende rente vil nå sin foreløbige top i midten af 2023, hvorefter centralbanken sænker den igen i slutningen af året eller starten af 2024.
Med andre ord mener obligationsmarkedet, at det bliver nødvendigt for Fed at sænke renten igen, fordi økonomien træder ind i en recession i løbet af 2023 som følge af centralbankens aggressive renteforhøjelser.
»At få inflationen ned betyder, at de er nødt til at knuse efterspørgslen, hvilket gør recession forudsigelig. Vi forventer, at centralbankerne holder renterne oppe, mens recessionen udfolder sig,« skriver verdens største kapitalforvalter, Blackrock, i en note.
I USA og Europa har renterne på de toårige statsobligationer den seneste tid overhalet de 10-årige, hvilket vil sige, at rentekurverne er inverterede. Normalt anses det for at være et signal om, at der er en recession i vente.
Officielt er der først tale om en recession i USA, når økonomerne fra den uafhængige organisation National Bureau of Economic Research (NBER) beslutter det. For at det sker, skal der forekomme store dyk i både BNP, indkomsterne, beskæftigelsen, industriproduktionen og detailsalget mm.
Men det har indtil videre ikke været tilfældet, og stærke jobtal fra USA har været en modvægt til recessionstesen. Derfor er Fed måske opsat på at holde fast i den stramme line for at få tæmmet den tårnhøje inflation.
Senest viste de amerikanske jobtal, at der blev skabt 263.000 nye job i november, hvilket var betragteligt mere end de 200.000 nye job, som Bloombergs økonomer på forhånd havde spået om.
Mens obligationsmarkedet indregner en recession, er aktiemarkedet lidt mere optimistisk ifølge en note fra Citi. Heri konstaterer storbanken, at aktiekurserne sandsynligvis skal ned, hvis USA ender i en recession.
Aktiemarkedet forventer, at virksomhedernes indtjening pr. aktie (EPS) vil stige med 4 pct. i 2023, mens Citi estimerer, at den falder 3 pct. Til sammenligning indregner aktiemarkedet et tocifret fald i EPS i Europa, men man i resten af verden har sat næsen op efter, at den falder 10 pct.
»For aktiemarkedet er det måske positivt, at renterne er faldet. Men det virker til, at investorerne har været fokuseret på den aftagende inflation og ignoreret, at renterne falder som følge af udsigten til en amerikansk recession, der vil ramme selskabernes indtjening,« siger Frank Øland.
Meldingen
Frederik Engholm, chefstrateg i Nykredit, forventer, at de store overraskelser udebliver fra ECB’s rentemøde. Til gengæld tror han, at den amerikanske centralbank vil skærpe tonen over for markederne.
»ECB arbejder med en stor frygt for, at inflationen vil bide sig fast i de europæiske lønforhandlinger og bidrage til en lønpris-spiral. Derfor har de allerede fokus på at banke ind i hovederne på markederne, at man fortsætter med at hæve renten,« fastslår Frederik Engholm.
Tilbage i november aftog inflationen i euro-området til 10 pct. målt på årsbasis mod 10,6 pct. i oktober, hvilket var mere end ventet.
Men modsat i USA er det ifølge Frederik Engholm ikke i samme grad centralbankens renteforhøjelser, der er medvirkende til udviklingen, men snarere energikrisen. Så derfor vil investorernes øjne være mere eller mindre rettet mod den amerikanske centralbank.
»Jeg tror sagtens, at investorerne kan blive overrasket over de signaler, som Fed vil sende. Man har fundet tryghed i, at centralbanken har talt om mindre skridt, men sandsynligvis overvurderet betydningen af mindre renteløft, forhold til hvor længe renten skal være høj,« siger han.
Faldet i markedsrenterne modarbejder ifølge Frederik Engholm også de renteløft, som Fed leverer, hvorfor det måske er i Jerome Powells interesse at tale markederne ned i forbindelse til onsdagens rentemøde.
»Han vil nok sende en besked om, at det langtfra er overstået endnu.«



