Nye tal: Nu er boligsælgerne også skræmte
Usikkerheden på boligmarkedet har forplantet sig til både købere og sælgere.
Boligsælgere er blevet skræmte. Udbuddet af boliger er ellers steget i løbet af året, men de seneste fire uger er udviklingen vendt.
Og det er overraskende, mener Realkredit Danmarks cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig på baggrund af nye ugetal fra Boligsiden.dk.
»I de løbende ugedata har vi set tegn på øget tilbageholdenhed hos potentielle sælgere. I hvert fald er der kommet knapt så mange nye boliger til salg,« konstaterer Christian Hilligsøe Heinig.
Udviklingen kommer efter en ellers lang periode med stigende boligudbud. Det begyndte i foråret i forbindelse med krigen i Ukraine, stigende energipriser og renter.
I uge 7 i år lå det samlede boligudbud på godt 35.000 boliger. Det toppede på 48.602 boliger i uge 45 og er faldet marginalt de seneste fire uger til nu i underkanten af 48.000 boliger.
En del af den seneste ændring i boligudbuddet kan formentlig henføres til sæsoneffekter, mener cheføkonomen. Færre har lyst til at sætte boligen til salg op mod juletid.
»Men der er ingen tvivl om, at den store usikkerhed om boligmarkedet og prisudviklingen også sætter sit tydelige præg på både købere og sælgere i øjeblikket,« siger Christian Hilligsøe Heinig.
Interesserede købere vil ikke risikere at købe for dyrt, mens potentielle sælgere ikke har den store appetit på at gå i markedet nu. I øjeblikket er der en betydelig risiko for, at boligen kan komme til at stå til salg i længere tid end ellers med alt det besvær, der følger.
Som potentiel sælger vurderer man nok sandsynligheden for et hurtigere salg som bedre ved at vente til foråret.
Samtidig vil en realistisk salgspris være væsentligt lavere end, hvad man måske forventede for bare 6-12 måneder siden.
Der er dog altid en vis sæsoneffekt, der kan forstærke udviklingen.
»Som potentiel sælger vurderer man nok sandsynligheden for et hurtigere salg som bedre ved at vente til foråret, hvor aktiviteten normalt tager godt til på boligmarkedet,« mener Christian Hilligsøe Heinig.
Sæsoneffekten topper i maj og juni, hvor mange måske gerne vil have boligen på plads inden sommerferien, og hvor man kan være klar, til at børnene starter i institution/skole.
Boligsiden.dk udgiver hver måned sit markedsindeks, der viser udviklingen på boligmarkedet. Oplysningerne i denne artikel er baseret på ugetal.