To 6 pct.-lån er nu åbne: Ny gruppe boligejere lukkes ind i varmen
Nogle boligejere kan overveje at lægge lån om én gang til i år.
Der er nu to 30-årige 6 pct.-lån åbne. Det er resultatet af de seneste dages kursfald.
Begge lån kan fås hos Jyske Realkredit, men endnu ikke hos de øvrige realkreditinstitutter. Det skyldes, at Jyske Realkredit i modsætning til konkurrenterne kan tilbyde 30-årige lån med udløb i 2056. De øvrige har ikke åbnet for den mulighed endnu og holder sig til lån med udløb i 2053.
Forskellen på de tre år har relativ stor betydning for kurserne. Jo længere en obligation løber, desto mindre vil investorerne betale for den.
Det ændrer ikke ved, at kurserne på 6 pct.-lånene hos Totalkredit, Realkredit Danmark og Nordea Kredit er så lave, at der ikke skal ret meget til, før de åbner.
Rentestigningerne er dårligt nyt for boligmarkedet, der i forvejen er tydeligt presset nu. Men for én gruppe boligejere giver udviklingen nye muligheder.
Der er tale om gruppen med 30-årige 2,5 pct.- og 3 pct.-lån. Kurserne på dem er nu så langt nede, at det kan være en idé at omlægge dem og dermed skære i restgælden.
Størst gevinst er der ved at omlægge et 2,5 pct.-lån med 30 års afdragsfrihed. Her kan man skære knap 20 pct. af restgælden. Er lånet med afdrag, kan der hakkes ca. 15 pct. af gælden.
Boligejere med 3 pct.-lån ligger i et midterfelt, hvor de ikke kan røre sig, med mindre renten falder eller stiger markant. Det sidste er tilfældet nu. Når 6 pct.-lånet er i spil, åbnes mulighederne for boligejere med 3 pct.-lån.
Nogle af dem har muligvis konverteret én gang tidligere på året. Dengang var det attraktivt at lægge et 0,5 eller 1 pct.-lån om til et 3 pct.-lån. Ingen kunne forudsige, at kurserne ville falde yderligere. De pågældende har nu muligheden for at konvertere for anden gang.


