Disse boligejere risikerer at skulle kreditvurderes efter en rente på 7 pct.
Kravene til kreditvurdering, hvis man vil have rentetilpasningslån i en af de store byer, er benhårde.
Umiddelbart er det bekymrende. Der er igen flere rentetilpasningslån end lån med fast rente.
51,1 pct. af alle lån er nu med renterisiko, og det har ifølge cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre potentiale til på sigt at påvirke robustheden på boligmarkedet.
»Fremgangen springer i øjnene,« mener han.
Hos Danmarks største realkreditinstitut Totalkredit tager man udviklingen relativt roligt. Det skyldes de benhårde krav til kreditvurdering, når man vil have et rentetilpasningslån i en af de store byer, forklarer Totalkredits chefanalytiker Sune Malthe-Thagaard.
»De boligejere, der har taget variabel rente i 2022, er som minimum kreditvurderet til at kunne betale en rente på mellem 4 og 7 pct. afhængig af, hvornår lånet er taget,« fastslår han.
Hvis man vil have et lån med variabel rente i en af de store byer, kræves, at man har økonomi til at kunne betale 1 pct. mere end renten på det toneangivende 30-årige lån med fast rente og afdrag.
Renten er nu 5 pct., men er ved at snige sig op på 6 pct. Den faste rente har i 2022 ligget på mellem 1,5 og 6 pct.
Lysten til at tage risiko har også vist sig på en anden måde. Lån med afdragsfrihed har været i kraftig vækst siden 2021. De fleste af boligejere med afdragsfrie lån har valgt fast rente. Men efter at renterne er hamret i vejret, er lysten til fast rente smuldret.
Fremgangen har i høj grad været båret af lån med 30 års afdragsfrihed, men stort set ingen tager den type lån længere, da man ikke vil binde sig til en rente på 5 eller 6 pct i 30 år.
Hos Danmarks største realkreditinstitut Totalkredit har man noteret sig, at lysten til afdragsfrihed er faldet. Vurderingen herfra er, at primært boligejere med friværdi og førstegangskøbere vælger afdragsfrihed.
Førstegangskøberne gør det for at betale hurtigere af på den dyre bankgæld.


