Fortsæt til indhold

Tal fra ejendomsmægler: Så meget er priserne faldet

Priserne er på landsplan faldet mærkbart siden toppen i 2022, viser nye data fra Danske Bank-koncernens ejendomsmægler Home.

Priserne på ejerlejligheder er ifølge data fra Home faldet med hele 16 pct. siden toppen i 2022. Illustration: Anders Thykier
Privatøkonomi

Det danske boligmarked er blevet hårdt ramt af den økonomiske udvikling i 2022.

Det viser Danske Banks såkaldte boligbrief, som er baseret på handlerne i bankens ejendomsmæglerkæde Home.

Siden priserne toppede for villaer og rækkehuse i februar, er de nu faldet med 7,8 pct., viser tallene.

Ser man på markedet for ejerlejligheder, er der tale om et endnu mere markant fald. Priserne på ejerlejligheder toppede nemlig i juni, og de er siden faldet med 9,7 pct. Ser man alene på Københavns Kommune, lyder prisfaldet på ejerlejligheder på 16 pct. siden toppen i 2022.

»Det er altså gået stærkt ned ad bakke, men skal også ses i lyset af de kraftige prisstigninger under pandemien. Huspriserne er nu på niveau med foråret 2021, mens lejlighedspriserne er faldet til niveauet fra starten af 2021,« skriver Louise Aggerstrøm Hansen, der er privatøkonom i Danske Bank, i en kommentar.

Forklaringen på faldet er altovervejende de markante rentestigninger, som fandt sted i løbet af året.

»Læg dertil, at de faste udgifter til især energi også er skudt i vejret, og så er der ikke noget at sige til, at boligkøberne holder mere på pengene i dag,« lyder det videre fra Louise Aggerstrøm Hansen.

Udviklingen har bl.a. fået handelsaktiviteten til at falde mærkbart, men samtidig også fra et højt niveau.

I Home er antallet af solgte huse fra december 2021 til december 2022 således faldet med næsten 48 pct., mens tallet for ejerlejligheder lyder på næsten 49 pct., og for sommerhuse er salget gået næsten 43 pct. tilbage.

»Det er tydeligt for alle, at vi står på tærsklen til endnu et udfordrende år på boligmarkedet. Den store udfordring er, at renten er steget meget, og mange boliger er prissat for højt i forhold til den nuværende rente, så det bliver den helt store udfordring i det nye år at finde et prisleje, hvor købere og sælgere igen kan mødes i flere handler,« udtaler Henrik Hauthorn Jensen, der er boligmarkedsanalytiker i Home, i en pressemeddelelse.

Artiklens emner
Boligmarked
Danske Bank